Kategoriarkiv: Trafik

Cyklen er god for indlæringen

I MEC kæmper vi for at få børnene ud af bilerne og over på cyklen når de skal til og fra skolen. Vores argument er begrundet i hensynet til miljøet og trafiksikkerheden omkring skolen.

I en undersøgelse omkring sammenhæng mellem kost, motion og koncentrationsevne  kaldet “Masseeksperimentet” fra Videnskabsfestivallen 2012 har man et argument som ikke høres så tit: børns evne til at kunne koncentrere sig i undevisningen og således blive klogere forringes hvis de forinden har siddet på bagsædet af en bil. Læs nærmere her.

Vandrepokal til cyklende børn

Tirsdag den 25.oktober overrakte borgmester Michael Ziegler MECs vandrepokal i den lokale del af Alle Børn Cykler-kampagnen.

Det blev 5a fra Hedehusene Skole der i 2011 vandt trofæet.

Det gjorde de fordi de har været de flittigste til at hoppe på cyklen når de skulle til og fra skolen – og har benyttet cykelhjelm.

Det var 5. gang pokalen bliver overrakt og det er anden gang det er Hedehusene Skole, der fik den. Første gang var for 3 år siden hvor daværende 3b vandt pokalen.

Når MEC i samarbejde med kommunen uddeler en vandrepokal er det for lokalt at understøtte hvad den landsdækkende Cyklistforbunds Alle Børn Cykler kampagne står for. Det handler om at anerkende viljen til at eleverne selv sørger for transporten til og fra skolen. I modsætning til  hovedtendensen at flere og flere forældre fristes til at køre deres barn til skolen. I frygt for hvad der kan ske i trafikken.

I begrundelsen for vandrepokalen, der skalleveres videre til oktober 2012 sagde borgmesteren bl.a.:

– I har fuldt fortjent at få en anerkendelse fordi I har gjort det helt rigtige. Sagt nej til at blive kørt til og fra skole, men har fået den gode motion som en cykeltur er. Når vi i kommunen er begejstret for sådan nogen som jer hænger det sammen med at vi gerne vil være en klimakommune. En kommune der hele tiden er opmærksomme på at vi skal begrænse vores udslip af CO2 – f.eks. fra bilerne.

Man kan her læse mere om den landsdækkende kampagne hvor næsten 150.000 elever har deltaget – i Høje-Taastrup var det 1165 elever fordelt på 55 klasser.

Pokalen er sponsoreret af MECs vindmøllepulje, der består af det vi tjener på at være med i Middelgrundens vindmøllelaug. Tidligere har flg. fået pokalen:

2007: 5a Torstorp skole

2008: 3b Hedehusene skole

2009: 3c Taastrup Realskole

2010: 4a Borgerskolen

 

Når transporten skal være individuel – så el

Ddet er ikke nogen hemmelighed at vi i MEC går ind for at biler skal drives ved hjælp af el. Elbiler udnytter energien bedre end benzinbiler og så bliver el i stigende grad produceret  ved hjælp af vedvarende energi – primært biomasse og vind. 

Interessant er det iøvrigt at en benzinbil – udover fossil energi – også bruger mere el end en elbil. Læs nærmere her.

Når mobiliteten skal være grøn

Der findes en hjememside der seriøst søger at opsamle de muligheder vi har når vi alvorligt overvejer at ændre vores transportvaner i en mere miljø- og sundhedsvenlig retning. 

Den hedder groenmobilitet.dk og bestyres af Energitjenesten. 

Besøg hjemmesiden. Her vil du bl.a. hurtigt kunne danne dig et overblik over de lokale alternative transportmuligheder ved at indtaste din adresse. 

100 cyklende bagerkunder

I løbet af 3 ½  time kom der søndag den  25. september om morgenen 105 kunder cyklende til Byens Bager i Hedehusene. På visse tider var der cykeltrængsel foran bageren. Alle fik de, med mellemkomst fra Cyklistforbundet og Miljø- og EnergiCentret, 10 kroners rabat hos bageren.

Det er lidt færre end sidste år på samme tid. Da var der 110 som tog cyklen, fastslår Knud Anker Iversen fra Miljø- og energicentret.

–  Vi bliver meget positivt modtaget. Folk, også flere af dem i bil, kan godt se pointen i at når det gælder de små ture på under 3 kilometer så er det fjollet at starte bilen – men mageligheden tager meget nemt over, selv når solen skinner.  Sådan siger Mogens Sørensen der var med fra Cyklistforbundets lokalafdeling. Han havde særlig fokus på børnene, der alle fik et hæfte med en række cykellege, som de kan lege for i tide at blive fortrolig med at cyklen er et godt transportmiddel.

Nu går der et år før der igen er rabat til de cyklende bagerkunder. Kampagnen, der gennemføres sammen med bagermester Morten Jensen, løber hvert år i søndag i uge 38.

 

 

En af kunderne på cykel var Martin Jakobsen fra Fløng der havde taget Maria på 3 år med.

På et tidspunkt holdt der flere cykler end biler ved bageren i Hedehusene da der 

søndag den 25. september var “Cykel til Bager-aktion”.

Mogens fra Cyklistforbundet i den gule vest delte cykellege ud til børnefamilierne.

Udlejning af turist-cykler

I perioden juni og frem til udgangen af august vil man i MEC kunne leje en velistandsat god cykel til turist-ture eller lignende i Høje-Taastrup og opland. 

Pris 50 kr (voksen), 25 kr barn under 12 år (depositum 500 kr pr. familie).