Vandrepokal til cyklende børn

Tirsdag den 25.oktober overrakte borgmester Michael Ziegler MECs vandrepokal i den lokale del af Alle Børn Cykler-kampagnen.

Det blev 5a fra Hedehusene Skole der i 2011 vandt trofæet.

Det gjorde de fordi de har været de flittigste til at hoppe på cyklen når de skulle til og fra skolen – og har benyttet cykelhjelm.

Det var 5. gang pokalen bliver overrakt og det er anden gang det er Hedehusene Skole, der fik den. Første gang var for 3 år siden hvor daværende 3b vandt pokalen.

Når MEC i samarbejde med kommunen uddeler en vandrepokal er det for lokalt at understøtte hvad den landsdækkende Cyklistforbunds Alle Børn Cykler kampagne står for. Det handler om at anerkende viljen til at eleverne selv sørger for transporten til og fra skolen. I modsætning til  hovedtendensen at flere og flere forældre fristes til at køre deres barn til skolen. I frygt for hvad der kan ske i trafikken.

I begrundelsen for vandrepokalen, der skalleveres videre til oktober 2012 sagde borgmesteren bl.a.:

– I har fuldt fortjent at få en anerkendelse fordi I har gjort det helt rigtige. Sagt nej til at blive kørt til og fra skole, men har fået den gode motion som en cykeltur er. Når vi i kommunen er begejstret for sådan nogen som jer hænger det sammen med at vi gerne vil være en klimakommune. En kommune der hele tiden er opmærksomme på at vi skal begrænse vores udslip af CO2 – f.eks. fra bilerne.

Man kan her læse mere om den landsdækkende kampagne hvor næsten 150.000 elever har deltaget – i Høje-Taastrup var det 1165 elever fordelt på 55 klasser.

Pokalen er sponsoreret af MECs vindmøllepulje, der består af det vi tjener på at være med i Middelgrundens vindmøllelaug. Tidligere har flg. fået pokalen:

2007: 5a Torstorp skole

2008: 3b Hedehusene skole

2009: 3c Taastrup Realskole

2010: 4a Borgerskolen