Nye mulighed for solceller på tagene

Torsdag mødtes 27 repræsentanter for 12 samlede boligbebyggelser i Høje-Taastrup. Anledningen var at direktør Peter Terman Petersen fra solcellevirksomheden Gaia Solar fortalte om de muligheder der er for at samlede bebyggelser – såvel ejere som lejere –  for at får lagt solceller på tagene uden at skulle have penge op af lommen.

Lovgivningen giver mulighed for at man – hvis strømmen bruges i den takt den produceres – kan lade måleren stå stille. Det er dog de færreste boligafdelinger der har så stort et strømforbrug i dagtimerne, at det vil kunne hænge  sammen økonomisk.

Derfor kommer det boligafdelingerne tilpas at der fra 1. april sker en præcisering i et nyt cirkulære der giver boligafdelingerne mulighed for at etablere sig som små elselskaber, der – via en fælles måler – fordeler strømmen ud til de enkelte boliger, der har deres egen bimåler. På den måde vil der blive langt større mulighed for at aftage solcellestrømmen samtidig med at den produceres.

Det er så god en forretning at Peter Terman forventer at et anlæg vil kunne være afskrevet på 7 år. Ønsker en boligafdeling ikke at foretage denne investering kan de i stedet få investeringen gennemført via Sustain Solutions, der er en virksomhed baseret på økonomiske midler fra PFA-pension. Ønsker man denne løsning vil afskrivningsperioden strække sig over 10-12 år.

Deltagerne var meget lydhøre og interesserede og arrangørerne – kommunens klimasekretariat og Miljø- og EnergiCentret – forventer at der nu kommer gang i en række overvejelser i de forskellige boligafdelinger.

Her et udsnit af deltagerne med foredragsholderen Peter Terman Petersen i baggrunden.
Her et udsnit af deltagerne med foredragsholderen Peter Terman Petersen i baggrunden.