KOMPOSTNYT – 1- 2016  

Læs nærmere om kompostrelaterede temaer her:

Tid til at hente kompost

Står komposten bare og står

Kompostspand til under køkkenvasken

Brug for komposthjælp

Høns som man kan beholde

Mød hønseeksperter

Påsken er god til ukrudtsbekæmpelse

Få en anden til at passe haven

Fødevarefællesskab

Orme til komposten

Naturplanteskolen – klar til en ny sæson

De hyppigst forekommende spørgsmål

Foderliste til komposten

Reservedele til komposten

Lokale have- og natur relaterede foreninger

Links til kompost og haverelevante hjemmesider

Næste kompostnyt

Slut eller ændret med kompostnyt

 

Tid til at hente kompost

Frem til 1. maj vil man kunne hente gratis kompostmuld på genbrugspladsen på Lervangen 3 i Taastrup.

Et par poser eller sække er alt, hvad man behøver, hvis haven trænger til ny næring inden planternes vækst for alvor går i gang. Da det er stærk basisk vil det være klogt at blande det med almindelig jord for at undgå at det svider frøene.

”Jordfrisk” er kompostmuld blandt andet lavet af det haveaffald, der kommer ind på genbrugsstationerne og via indsamlinger af haveaffald i kommunerne. Komposten er behandlet på en måde, så den er fri for snegleæg og ukrudtsfrø. Produktet har også miljømærket Blomsten, som betyder, at det overholder EU’s miljømærkekriterier for jordforbedringsmidler, hvilket giver en række miljøfordele.

Står komposten bare og står

Hvis du må konstatere at kompostbeholderen bare står i haven og samler spindelvæv, vil vi meget gerne vide det. Der står andre på venteliste for at overtage den. Beholderen skal være rengjort ved aflevering. Ring tlf. 43 30 42 00 eller send en mail kompost@mec-ht.dk

Kompostspand til under køkkenvasken

Vi har desværre ikke længere mulighed for at kunne tilbyde kompostspanden til nedsat pris. De koster nu 50 kr. Spanden kan være nyttig, når man skal samle sit organiske affald sammen under vasken og bære det ud i kompostbeholderen. Vi har skaffet et mindre lager hjem. Spanden kan købes i Miljø- og EnergiCentret på Høje Taastrup Boulvard 54.

Brug for komposthjælp?

Det er muligt at få hjælp i MEC hvis kompostprocessen driller. I første omgang ved at ringe og spørge til råds. Er det ikke nok, kan det lade sig gøre at få bistand hjemme i haven. Ring på tlf. 43 30 42 00 og spørg om hjælp.

 

Høns som man kan beholde

Der er stadig flere der viser interesse for at kombinere komposten med hønsehold. Det er en genial måde at sikre maksimalt gødningsudbytte i haven. Alle madrester og grøntaffald fra køkkenet – dog ikke kød – samles i en spand og leveres så ud til hønsene. De sørger så for at levere et rigtig godt gødningsprodukt, som man samler ind med passende mellemrum. Det kan så samles og blandes i kompostbeholderen og således berige den, og gøre den stærkere til at sprede ud i haven.

Udover at høns leverer god gødning og friske æg, er de også gode medarbejdere i haven. De kan sættes ”på græs” i hele haven og således jagte utøj og ukrudt og understøtte bestræbelserne på at undgå gift i haven.

I Miljø- og Energicentret har vi gennem flere år tilbudt at man vil kunne få to høns på prøve i en ”hønsefræser”. Det kan man også i år, men blot med den betingelse at man skal leje hønsefræseren i 2 måneder og derefter beholde hønsene. Man skal altså være ret sikker på at man vil etablere et hønsehus i kølvandet på ”hønsebesøget”.

Årsagen er at hønsene – hvor de nu står – tiltrækker rotter og at de derfor skal flyttes derfra.

Hør om høns

Lørdag den 30. april kl. 10-12 vil der være mulighed for at blive klogere på hønsehold i haven. Da kommer to repræsentanter fra den lokale Fjerkræavler-forening på besøg ved Miljø- og EnergiCentret. De har en kæmpe viden omkring høns – herunder hvordan man undgår at de tiltrækker rotter.

Ved samme lejlighed vil man også kunne se hønsefræseren i brug.

 

Påsken er god til ukrudtsbekæmpelse

Marts er et godt tidspunkt at stikke mælkebøtter og tidsler på med et tidseljern. I foråret er det også uhyre let med gravegreben at fjerne brændenælder, så man får hele rodsystemet med – og først på året er der heller ikke så mange blade at brænde sig på. Når jorden bliver bekvem at arbejde i, kan skvalderkål let løsnes med gravegreben og samles af.

Det flerårige ukrudt kan godt kommes på kompostbunken. Men der kan være en risiko for, at det her vil vokse videre. Hvis man vil være på den sikre side, så kom det i sorte affaldssække, så er det næste forår omdannet til god kompost. Der er ingen grund til at bruge tid og energi på at fjerne det fra haven. Man skal dog altid sprede det ud på køkkenhaven, ikke mellem stauderne.

Overvintret ukrudt, som begynder at blomstre, skal selvfølgelig også fjernes, så det ikke når at smide frø. Og på gange og indkørsler er man jo knapt nok holdt op med at hakke ukrudt.

Men alle andre steder, er det bedre at være tålmodig. Det er jo ikke kun ukrudtet, der spirer frem, men også selvsået persille, dild, cosmos, morgenfruer, valmuer og alle de andre arter, som selvsår flittigt. Så hvis man er tidligt ude med hakken, mister man en masse gode småplanter. (Kilde: Havenyt)

Få en anden til at passe haven

Hvis haven forekommer for uoverskuelig at passe, er der nu mulighed for at man kan få en anden til at passe den, mod at vedkommende får udbyttet (eller hovedparten) af det, der høstes i haven.  Miljø- og Energicentret har etableret en link-ordning således, at haveejere med jord i overskud kan sættes i forbindelse med en lokal borger uden have, men med havelyster.  Har man mod på/behov for at en anden passer dele af haven, kan der muligvis opnås kontakt via Miljø- og Energicentret.  Skriv til mec@mec-ht.dk. Med angivelse af adresse, havestørrelse, ønsker for haven, så sørger vi at finde det rigtige match.

Fødevarefællessskab

Der er et lokalt fødevarefællesskab, der omfatter Hedehusene og Taastrup. Her vil man som borger kunne erhverve lokalt producerede økologiske grøntsager til en overkommelig pris, som kan gøres endnu mindre hvis man er indstillet på selv at yde en begrænset arbejdsindsats. Hør nærmere ved at kontakte hoff.formand@yahoo.dk eller læs mere på www.høff.dk.

Orme til komposten

Synes man det går for langsomt med omsætningen i komposten, kan kompostorme være en god ide. I forbindelse med Farmers Market den 16. april på Domhustorvet i Taastrup kl. 10-14, vil der være mulighed for at købe en portion kompostorme til 30 kr. Derudover sælges de fra Miljø- og EnergiCentret på Høje Taastrup Boulevard 54.

Naturplanteskolen – klar til en aktiv sæson

Naturplanteskolen på Stærkendevej 177 åbner for en ny sæson lørdag den 9. april kl. 11-15.

De åbner for spiselige planter til haven og skovhaven. Musik, sang, rundvisning, bålmad, smagsprøver på tidlige grønt til salatskålen mm.

I naturplanteskolen har de ikke færre end 400 forskellige flerårige spiselige planter.

Et besøg værd.

 

De hyppigst forekommende spørgsmål

Vi har – på vores hjemmeside – en oversigt over de hyppigst forekommende spørgsmål ang. komposten. Man kan linke videre herfra

Foderliste til komposten

Fra køkkenet:

– levninger fra maden

– kartoffel– og gulerodsskræller, salatblade

– frugtrester (dog kun begrænsede antal sprøjtede citrusskaller)

– kage– og brødrester (men ikke for store stykker og for meget på en gang)

– teblade– og kaffegrums

– små papirrester fra køkkenruller, papirservietter o.l.

– afskårne blomster og kasserede stueplanter med klump (findel dog klumpen)

– ægge– og nøddeskaller, korkpropper, ispinde o.l.

Frarådes:

Kødaffald, da det kan give anledning til lugtgener.

Fra haven:

– alt vegetabilsk affald fra haven (findel dog grenene)

– græsafklip i mindre, opblandede mængder

Frarådes:

Syge planter (da sygdommen kan opformeres i komposten).

Ukrudtsfrø (hvis du alligevel har ukrudtsfrø i komposten, så lad være med at rode rundt. De dør forholdsvis hurtigt, hvis de ikke får lys).

Reservedele til komposten

Kan købes i Miljø- og EnergiCentret

Fluenet kr. 30

Sold i forskellige størrelser kr. 100-300 (på bestilling)

Kompostbeholderside med låg kr. 175

Beluftningsstok kr. 100

Kompostlåg     kr. 50

Skydelåg i siden kr. 60

Spand til organisk affald  kr. 50

Ikke kompost det hele

Mosegrisefælde (depositum 100) kr. 0

Fuglekasser  (mejser og stære) kr. 75

Foderbrætter med fod kr. 250

Foderbrætter uden fod          kr. 150

Haveaffaldssække  kr. 5/stk.

Ekstra affaldssække kr. 25

 

Lokale have- og natur relaterede foreninger

Høje-Taastrup Bilaug.  Henrik Jensen .  henrik-lis@webspeed.dk. Læs www. bilaug.dk

 Fjerkræforeningen for Roskilde/Sjælland Leif Mikkelsen tlf. 57 57 32 39/61 39 02 39.

Danmarks Naturfredningsforening.  Carsten Vestergaard, tlf. 43 52 80 85. www.dn.dk

Kogræsserforeninger: Kogræsserselskabet i Sengeløse.  Niels Larsen tlf. 43996608

St. Vejle å. Kontakt Bodil Jørgensen tlf.  4364 1326. Læs også www.kograes.dk.

 

Links til kompost og haverelevante hjemmesider

www.havenyt.dk

http://www.bolius.dk/alt-om/have-planter-og-traeer/artikel/kompost/

http://www.plante-doktor.dk/kompost.htm

www.deljorden.dk

www.altomhaven.com

Næste kompostnyt

Næste kompostnyt udkommer i sidste del af september.

Slut eller ændret med kompostnyt

Ønsker du ikke at modtage Kompostnyhederne skal du sende en mail til kompost@mec-ht.dk. Det er samme mailadresse, der skal bruges, hvis du skifter adresse og/eller mailadresse.