GRØN SALON BREDER SIG

En forfærdelig historie blev fornylig omtalt i TV-øst om en ung kvinde, der hele sit liv havde ønsket at blive frisør, men som måtte opgive sin uddannelse til frisør fordi hun fik allergi og astma og blev ude af stand til at arbejde.

Netop bivirkningerne af kemien i hårprodukterne er baggrunden for at ordningen oplever en stigende interesse. I første omgang fra frisørerne, men i anden omgang også fra flere og flere kunder, der også har oplevet forfærdelige bivirkninger af de kemiske produkter. Det er typisk baggrunden for at frisører beslutter sig for at lægge salonen om til at blive  ”Grøn Salon”, nemlig ønsket om at sikre kunderne ufarlige produkter og skabe sig selv et sikkert arbejdsmiljø.

Det er to folk fra Høje-Taastrup, der står bag Grøn Salon-certificeringen. Kemiingeniør Johan Galster fra Reerslev er initiativtager til ordningen, og Pia Gade fra Miljø- og Energicentret certificerer salonerne og kontrollerer at de overholder kravene. Indtil videre er der 45 certificerede saloner i Danmark, Norge og Sverige.

Ordningen har eksisteret i 12 år, og ikke mindst for personer med allergi har de certificerede Grønne Saloner være været et sikkert hit. Metoden bag de grønne saloner er ikke handsker og udsugning, en slet og ret at man ikke tillader konkrete hårfarver og konserveringsmidler med særligt kraftig allergivirkning. Ved det årlige kontrolbesøg følger Pia Gade op på, at stoffer og produkter følger Grøn Salons regler, men det stopper ikke der:

Pia Gade fortæller, at hun også rådgiver om energi- og vandbesparelser og kontrollerer om salonen køber økologiske varer.

Senest har ordningen fået en henvendelse fra Peru hvor en frisør er så ivrig for at blive certificeret at hun tager til Taastrup for at blive uddannet. Tidligere har også to frisører fra Australien været på kursus i Høje-Taastrup.

Man kan læse mere om Grøn Salon på www.groensalon.dk

Nedenstående  to fotos har vi lånt fra to grønne saloner Salon Zenz, København og Salon Køtlum, Thorshavn.