METANGASSERNE SKAL BLIVE HVOR DE ER!!!

Det er slemt med CO2’s drivhuseffekt, men det er desværre meget værre med metangasserne, hvis effekt er 87 gange stærkere end CO2. Og med klodens opvarmning vil de metangasser, der har været gemt af permafrosten i de arktiske egne, begynde at boble op – og så har vi for alvor balladen. De gigantiske mængder af metangas vil i den grad forstærke den globale opvarmning. – Kan vi da lige så godt give op? Det ser håbløst ud, for de vældige, nedfrosne lagre er allerede så småt i gang med at tø og sive op.

På den anden side: Vi må have det udgangspunkt, at når der er et klimaproblem, så findes der også en løsning – hvis vi ellers bare vil! – Hvad er da løsningen, når det gælder liv eller død at fastholde metangasserne i jorden?

Forskere i felten

Det har et par russiske forskere, Sergey og Nikita Zimov (far og søn), faktisk arbejdet med igennem snart 30 år. De er værd at lytte til.

Deres udgangspunkt er, at hårdføre moskusokser og yakutiske heste kan hjælpe os. Deres forfædre har tidligere levet i de arktiske egne, men de forsvandt i takt med, at mennesker sydfra trængte frem og forjog dem fra de vældige områder, hvor den tikkende metanbombe nu ligger og lurer.

Disse hårdføre dyr, der kan klare ned til 60 graders frost, lever blandt andet af at æde mosser og græs. Og for at få fat på deres føde skraber de sneen væk. Derved fjerner de det tæppe af sne, der ligger og holder på jordvarmen. Sne isolerer nemlig fortrinligt, idet der mellem snekrystallerne findes luft, der er en dårlig varmeleder. ”Et snedække fungerer i princippet som den rockwool, man bruger til at isolere huse med.”

Deres adfærd giver os et fingerpeg om hvordan vi kan fastholde frosten – og dermed metangasserne – i de arktiske jorde. Dertil kommer, at det er græsser og urter, ikke buske og træer, der holder jorden kold. For ikke at tale om, at horder af tunge planteædere trykker de øverste jordlag sammen, hvorved permafrosten  beskyttes fx mod smeltevand.

Pleistocene Park – mammutsteppens genrejsning

Det er ikke et par amatører der udtales sig. De har i årevis gjort sig deres iagttagelser, målt jordtemperaturer og lavet undersøgelser og forsøg i Pleistocene Park i Sibirien. (http://www.pleistocenepark.ru) (Pleistocæn kaldes den epoke af vekslende istider og mellemistider, og den strækker sig over ca. 2½ millioner år indtil nutidens varmetid, holocæn, der kun har sølle 11.700 år på bagen)

Siden de startede i 1988 har de bl.a. afdækket moskusoksers effekt i forhold til permafrosten. Pleistocene Park er en af verdens største arktiske forskningsinstitutioner. Her påviser de, at når heste, rensdyr, moskusokser og andre robuste dyr søger føden og skubber snelaget til side, er jorden ikke længere beskyttet af det isolerende snelag, og planternes lange rødder og bliver 1-2 grader koldere. I dag består den arktiske plantevækst mange steder af dværgbirk, lærk, mosser og bærbuske, men ikke af græs som var hovednæringskilden for de store planteædere, ikke mindst mammutterne.

Man taler ligefrem om mammutsteppen, og den udgjorde verdens største biom. Igennem hele pleistocæn var mammutsteppen beboet af vældige planteædere, og det har været enorme hjorde af disse dyr, der trivedes her før jægerne – henimod istidens afslutning – kom og forjog dem. Især den langsomme og kødfulde mammut var et yndet mål for de efterhånden alt for dygtige jægere.

De vældige planteædere havde ellers igennem 2½ millioner år trampet og ædt sig igennem småtræer og buske, der har behov for længere vækstperiode end græsser. Da disse vækster endelig fik fred, groede de løs og overskyggede snart græsserne, så biomet forandredes til ukendelighed. (Det er nøjagtigt af samme grund, at vi nu til dags danner kogræsserforeninger: Vi vil forhindre, at udvalgte enge springer i skov).

Fra mammutsteppe til taiga og tilbage igen

I Sibirien er mammutsteppen blevet til taigaen, som er et biom kendetegnet ved sine vidtstrakte skove. Spredningen af taigaen har ændret klimaets dynamik. Træerne virker som solfangere og isolatorer, og opvarmningen af jordbunden i taigaen foregår faktisk hurtigere end i tempererede og ækvatoriale områder.

Zimovs iagttagelse er, at jorden i langt mindre omfang er udsat for opvarmning, når det er græsser og mosser, der danner grobunden, end når taigaens uhyre skove stille og roligt smelter permafrosten under deres rødder.

Da områdets store planteædere for længst er uddøde, kæmper Segey Zimov at indføre hjorde af moskusokser fra Alaska, bisoner fra Canada, Yakutiske heste samt rensdyr fra Sverige, og han er nået et godt stykke af vejen i Pleistocene Park. Ja, han har sågar købt en ældre russisk tank som bruges til at agere mammut ved at knuse buske og lærketræer og således berede jorden for bisonokser, moskusokser, vildheste og rensdyr.

Storstilet indsats påkrævet

For at opnå større effekt ønsker Zimov at få leveret 5000 canadiske bisonokser til de subpolare områder, der for alvor er truet – og som truer os med den massive udledning af metangasser. En samlet redningsaktion vil kræve, at de uhyre arealer, ligesom for 15.000 år siden, kommer til at præges af op mod 1 mio. planteædende og robuste polardyr.

Indsatsen forestiller han sig skal finansieres ved en begrænset, men verdensomspændende kulstofsskat til en pris på 5$ pr. ton kuldioxid. Den fortsat frosne mammutsteppe er 8.5 billoner $ værd. Ved at få vor tids store drøvtyggere til at trives og danne vældige flokke, vil dyrene kunne tjene sig selv ind tusindfold. Dengang de store planteædere havde deres frihed til at strejfe om og æde løs, udgjorde de samlet set den dobbelte vægt af, hvad vi mennesker nu om stunder føder på i fangenskab i alverdens landbrug. På en genfødt mammutsteppe ville de store drøvtyggere gøre gavn i helt uoverskueligt format.

En gammel skade gøres god igen

Og så har vi måske endda en helt utrolig joker i svøb: Mammuttens mulige genkomst! De talrige nedfrosne mammutter, der i disse år kommer til syne i den smeltende permafrost, bugner af næsten intakt DNA. Adskillige forskerhold sysler for tiden med at rendyrke dette DNA, således at det kan klones i en elefantægcelle, som dernæst indsættes i livmoderen på en indisk elefant, som en skønne dag føder en lyslevende mammut. Som det optimistisk siges i en aktuel overskrift: Forskere: Mammutten kan være tilbage om to år  (Videnskab.dk, 17 februar, André Skriver, 2017)

Lad være at der måske i første omgang bare bliver tale om en såkaldt mammofant, dvs. en krydsning mellem en mammut og en moderne elefant, og at det nok kommer til at vare noget længere, inden en vaskeægte mammut, som kan tage sin tørn i tundraen, kommer kloden til undsætning.

Der rejses etiske indvendinger imod en sådan genfødsel – den første genfødte mammutunge kan komme til at føle sig ensom – men målsætningen må da være hurtigst muligt at give den legekammerater; og næste generation skulle jo gerne komme til verden på naturlig vis i en voksende mammuthjord. Alt andet lige vil en sådan udgøre en langt mere naturlig og effektiv trærydder end tanks.

Læs mere her: http://www.pleistocenepark.ru/en/

Skrevet af forfatter og opfinder Finn Gemynthe og Knud Anker Iversen

————————————————————————-

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *