Ulighed er ikke uundgåelig

Man kunne godt få indtryk af at velstand kun kan fungere hvis vi accepterer at forskellen mellem de rigeste og de fattigste bliver større. Uanset det har været en rød eller en blå regering i Danmark, så har meldingen været at skal de dårligst stillede have bedre økonomi forudsætter det at de rigeste får flere penge at gøre godt med.

Der er dog ved at vokse en forståelse frem for at øget ulighed har en række uheldige konsekvenser: Utrygheden øges, når der er stadig flere på samfundets bund der oplever uretfærdighed og således reagerer med øget kriminalitet. Uligheden gør at flere og flere føler behov for sikkerhed. Den øgede brug af alarmer i private boliger har sammenhæng til uligheden – nationalt og globalt.

Sammenhængskraften i samfundet har vi altid besunget: Vi skal kunne mødes fysisk med mennesker der er forskellige fra os selv i skolen, boligområdet, bymiljøet. Også her har den øgede ulighed konsekvenser i form af at flere og flere klumper sig sammen i ghettoer – eks. velhaverghettoer hvor man bevidst søger sammen med andre, der ligner en selv.

Begrænsning af uligheden i verden er da også et af de 17 verdensmål som FN besluttede i 2015.

Der er altså argumenter nok for at øget ulighed ikke er ønskelig, men kan det overhovedet undgås?

Ja, det kan det heldigvis. For at finde eksempler skal vi desværre langt væk fra det stadig mere ulighedsdikterede Europa og USA.

Vi skal til Namibia i det sydlige Afrika. Et land der – sammen med Sydafrika – var styret af ekstremt ulighed, da der var apartheid frem til 1990. Siden 1993, hvor styret tog en beslutning om at begrænse uligheden, er den såkaldte gini-coefficient faldet med 15 point. Gini-coefficienten er et tal for, hvor stor forskellen er mellem den mest velstående og den fattigste gruppe i samfundet.

I Danmark er gini koefficienten i det seneste opgørelsesår steget med 0,5 point, så et fald på 15 point er markant. Det er lykkedes i Namibia at reducere gabet mellem de rigeste og de fattigste således at gruppen af fattige i dag udgør 23% mod før 53%.

Hvad har de dog gjort? De har investeret i uddannelse. Namibia er det land i verden der har investeret det forholdsmæssigt største beløb i uddannelse med gratis skolegang til alle. De mangler stadig meget og ikke mindst deres skattesystem har de nu fokus på, idet de rigeste ikke bidrager nok til fællesskabet.

Netop skattesystemets betydning for indsatsen mod uligheden har et andet afrikansk land, Malawi, stærkt fokus på. De har et af verdens mest progressive skattesystemer, og er medvirkende til at man også her ser et fald i ulighed.

En tredje bidrag til at begrænse uligheden kan vi finde i f.eks. Chile, hvor man har øget minimumslønningerne for de dårligst stillede.

At lighed kontra ulighed er et politisk sprængfarligt emne kan vi bl.a. se i Argentina hvor regeringen i 2003 og fremefter foretog en række indgreb således at formuen blev omfordelt og minimumslønningerne blev hævet. Således faldt fattigdomsraten fra 23% til 5,5%, men det blev for meget for den nye regering der kom til i 2015. De har tilbagerullet en række af disse initiativer – incl. at begrænse den gratis uddannelse.

Det er den internationalt anerkendte ulands-NGO Oxfam, der har afdækket i hvilket omfang landene forpligter sig til at begrænse uligheden CRI (Commitment to Reducing Inequality). De slår fast at netop tre temaer går igen når man ser på hvad der skal til uddannelse, progressiv beskatning og højere minimumslønnninger.

At øget ulighed er en nødvendighed for et samfunds fremdrift er altså ikke en naturlov, men her skal vi tilsyneladende til fjerne himmelstrøg for at blive inspireret.

Kilde: Positive News 4-2017

Namibia er et stort land med masser af plads og faldende ulighed.

 

 

En tanke om “Ulighed er ikke uundgåelig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *