Så er de første frugttræer plantet

Torsdag den 14. december var dagen hvor elever fra 4y på Borgerskolen og deres lærer Anna Schwartz kom igang med at plante to kirsebærtræer og to valnøddetræer i det der skal blive skolens fremtidige sansehave. De har fået lovning på at få mulighed for at plante flere træer i skolens nyttehave.

Det er ikke tilfældigt at det blev Borgerskolen der var det første sted hvor Danmarks Naturfredningsforenings (DN) bevilling på 50 frugttræer blev plantet. Netop de mange ivrige børn og skolens grønne profil (de har det grønne flag) falder helt i tråd med DN-bevillingen til de lokale DN-aktive pensionister. Grunden til at DN-lokalafdelingen har fået mulighed for at købe for 25.000 kr frugttræer er løftet om at det sker i samarbejde med børn.

Det er den lokale Naturplanteskole, der leverer træerne som i 2018 skal plantes en række steder rundt i kommunen – efter ønske fra lokale borgere.  Det er stadig muligt at ønske træer. Betingelsen er at placeringen kan godkendes af kommunens vej og parkafdeling og at man selv hjælper til med plantningen.

Har man et godt sted til plantning af frugttræer skal man skrive til kai@mec-ht.dk.

To af de seje træplantere Theo og Signe