VI HAR BRUG FOR BENSPÆND

Kan askese og beskedenhed være kilde til et godt liv? Kan vi – som det skete med dogmefilmene – hæve kvaliteten – ikke af filmene – men af vores liv ved at påføre os selv benspænd? Hvad ville der ske hvis man pålagde sig selv at skulle bruge cykel og offentlig transport mere mod at lade bilen stå – eller endda at sælge den? Hvad vil der ske ved at lægge kosten om så kød glider mere og mere ud af menuen for i stedet at fokusere på de gode lokale råvarer? Hvad vil der ske hvis man pålægger sig selv at droppe/indskrænke rejserne til de eksotiske feriemål sydpå og så i stedet rette blikket på de skønne pletter i vores eget land? Hvad ville der ske hvis man lukkede ører og øjne for de mange nye forbrugstilbud og i stedet kun købte det der er basalt i husholdningen? Hvad med at pålægge sig selv at give penge videre til andre der trænger mere end man selv gør? Hvad med at pålægge sig selv at besøge  mennesker der er ensomme?

Min påstand er at det kan være et godt liv! Det kan blive et liv hvor man kommer mere i dybden og sparer på overflødige ”kalorier”. Det er måske endda en port til et mere meningsfuldt og værdigt liv end et liv uden begrænsninger. Det er bestemt ikke noget nemt liv, og man vil komme på kant med idealerne gang på gang.

Når et sådant dogme overhovedet kan være aktuelt hænger det sammen med behovet for – med sit eget liv – at forholde sig til den krise vores klode er inde i. En krise, der ytrer sig på flere måder f.eks.: klimaforandringer der er menneskeskabt, stadig flere dyre- og plantearter der uddør, stadig mere sundhedsskadelig kemi i vores hverdag, stadig større omfang af stress, mistrivsel og ensomhed, stadig flere flygtninge begrundet i klimaforstyrrelse og konflikter, stadig større ulighed.

Skal livet give rigtig mening, så skal vi række ud over os selv. Vi skal kunne se den generation der følger efter os i øjnene og – ikke bare i ord – i handling vise det menneske som vi gerne vil være, og som vi gerne vil se i andre. Vi skal kunne svare børn og børnebørn, når de spørger om hvad vi gjorde for at stoppe den vanvidskørsel vores klode er ude på. Det bedste svar vi kan give er uden ord, men den inspiration som et godt og inspirerende, men nøjsomt liv er.

Når man på den måde ”sætter sig på den høje hest” og forsøger helt bevidst at være det gode eksempel for andre, så må man acceptere at blive udsat for hån og latterliggørelse fra mennesker der vil gøre hvad de kan for at finde fejl: ”Hvad gør du selv – du er jo ikke et hak bedre selv!!”. Vi skal være indstillet på at møde udtryk som ”hykler”. Vi skal forsvare vores ”hykleri” og sige ”ja, jeg lever ikke op til mine idealer, men jeg gør da et forsøg”.

Det er en udsat position man placerer sig i når man søger at gå mod strømmen. Det politisk korrekte – det på bjerget herskende – er vækst, større forbrug, nydelse og selvpleje.

Til stor overraskelse kan det faktisk godt give højere livskvalitet, hvis man sætter sig ud over de herskende normer og søger at definere en afgrænsning i livet. En frihed defineret af begrænsningen. Det er ikke alt jeg skal tillade mig selv at gøre. Forbrug er ikke kilde til glæde. Behovsudskydelse kan være kilde til glæde. Det er ikke alt jeg kan forsvare – og jeg accepterer at tage de knubs det giver. Til gengæld har jeg det bedre med mig selv. En følelse af at der er overensstemmelse mellem mine holdninger og min handling.

Om godt skulle være kunne denne ”gåen mod strømmen” inspirere andre, blive mainstream og være anledning til den samfundsforandring som ganske mange – bevidst eller ubevidst – ønsker sig.

 

Inspiration: ”Hvad skal vi svare?” af Arne Johan Vetlesen og Rasmus Willig.