Manden der stoppede ørkenen

Dette er en usædvanlig, men sand historie. Den handler om en mand der og bor i Burkina Faso. Han er kendt som ”Manden der stoppede ørkenen”.

Det er historien om hvordan har kan høste også når der kommer tørke. Det er også historien om  at klogskab og samfundsløsninger ikke nødvendigvis udspringer af lange universitetsstudier. Det er historien om at de praktiske løsninger udspringer fra de mennesker der kender til de virkelige forhold som de er i det lokale samfund. Det er måske også historien om at det kan være afrikaneren der kan lære os i vesten noget. F.eks. ved de at samplantning virker. At når et øde område igen skal vitaliseres, så skal der flere forskellige planter til. Planter der gensidigt virker positivt ind på hinanden. Samplantning er gammel viden som er gået tabt i tider med hvor effektivt mono-landbrug – her som der – har fået lov at dominere.

Det er også historien om at den vestlige ulandshjælp alt for ofte slår fejl fordi den ikke medregner og inkluderer den menneskelige kapacitet, der lokalt er der i forvejen.

Ingen – heller ikke Sawadoga selv – ved hvor gammel han er, men han har børnebørn og har aldrig gået i skole. Han kan hverken læse eller skrive, men han ved meget om naturen. Og så har han sat en transformation i gang af den vestlige del af Sahel-ørkenen til et frugtbart landområde. Og så kender han noget til klimaforandringer. Ikke mindst den tørke som hans og andres landbrug blev ramt af i 80èrne hvor ørkenen bredte sig, mennesker døde af sult eller flygtede. Tanken om at Sawadoga skulle efterlade landbruget, som havde været i familiens arv i generationer, var ubærligt. Han blev og eksperimenterede med at samle den smule væde der var, i huler ved hirse og durrafrøene og kombinere det med tør gødning. Der skete det at dyrkningsmetoden gjorde at kornet voksede godt – og der begyndte at vokse træer fra frø, der var i gødningen. Som noget overraskende medførte samplantningen af korn og træer at hirsen og durraen begyndte at vokse sig større og hurtigere – og i fællesskab øgede de kvaliteten af den jord de stod i.

Når korn og træer vokser samme sted kaldes det ”agro-forestry”. Udover at planterne gensidigt styrker hinanden har det også den fordel at træernes skygge sikrer at kornet skånes for stærk sol, udtørring og rå vinde. Tidligere har landmænd måttet så 3-4 gange fordi vindene eroderede jorden tog frøene. Det sikrer træernes læ dem mod. Træerne har også en anden positiv effekt, idet visnende blade tjener som jordforbedring og gødning for kornet.

Træerne holder på vandet. Der kommer stadig tørkeperioder, men samdyrkningen gør at bønderne ikke på samme måde som tidligere bliver hårdt ramt efter en lang tør sommer. Grundvandet kunne efter en tør sæson falde en hel meter. Det sker ikke mere. Tværtimod, det stiger.

Det er ikke kun kornet, der høstes. Træerne beskæres og sælges så videre som brænde, til husbyggeri eller til møbelproduktion. Visse dele fra træerne (blade, bark og saft) kan også nyttiggøres som naturmedicin. Bønderne er således ikke afhængig af at prisen på korn er høj.

Sawadogos dyrkningsmetoder spredtes hurtigt til naboer og andre distrikter. På et spørgsmål om man vil kunne finde nogen i nabolaget der ikke benytter sig af samdyrkning svarer Sawadogo ”Held og lykke med det!”. Ikke kun i Burkina Faso men også i nabolande som Niger og Mali er agroforestry udbredt.

US Geological Survej lavede satelitfotos af et større region i Vestafrika i 1975 og igen i 2005. De blev overraskede over at se hvor markant skovbeplantning var forøget.

Eksperter betegner agro-forestry som det vigtigste afrikanske bidrag til at begrænse CO2-udslippet. Det gode ved agroforesty er at det ikke er afhængig af ”ulandshjælp” og vestlige frøfirmaer som Monsanto, men udelukkende af den lokale innovation og det lokale samarbejde.

Måske kunne tørkeramte danske landmænd lære noget af de afrikanske pionerer. Hvem ved?

Kilde: DRAWDOWN – the most comprehensive plan ever posted to reverse global warming.

Bragt i Sjællandske Medier den 6. august 2018

ancient-origins.net