Fløngfolkene undrede sig

Ca. 160 kg skrald lykkedes det tirsdag 11 frivillige Ren By-aktivister at samle ind på 1 ½ time på områder ved Roskildevej. Affald som kommunens driftby efterfølgende afhentede.

Denne gang deltog tre af de, der ellers samler skrald i Fløng i aktionen, og de ryster på hovedet over hvor lemfældig alt for mange er i omgangen med naturen.

– Vi kan finde meget skrald i Fløng, men det er godt nok noget værre her i Taastrup, konstaterer Flemming Fugl Andersen, der koordinerer indsatsen i Fløng.

Når folkene fra Fløng havde vovet sig til Taastrup var det for at kunne deltage i det grillarrangement, der i august slutter indsamlingen. Således kunne aktionen slutte i Lions Clubs lokaler ved Lervangen, hvor friske folk havde lavet mad til de efterhånden ret sultne Ren By-frivillige.

Næste gang der er aktion er torsdag den 27. september kl. 17. Hvor aktionen skal starte er ikke afklaret endnu. Her er gruppen modtagelig for gode ideer til hvor det vil være godt at fokusere på skidtet. Man kan tilmelde sig Ren By initiativet ved at skrive til kai@mec-ht eller ringe til 50 12 68 68.

Det sluttede med god grillmad på Lions Søndergaard