God energi i at bygge i træ

Alle (næsten alle) er enige i at tiden er inde til at samfundet skal indrettes mere bæredygtigt med et stadig mindre klimaaftryk.

Enigheden viger. når vi bliver konkrete og taler om de indgreb der kan komme på tale over for store klimasyndere som f.eks. det store kødforbrug, de mange private fossildrevne biler og de stadig rigtig mange flyrejser.

Således også når det gælder en anden klimasynder som vores byggeri, der i kraft af det store ressource og energiforbrug omkring betonbyggeri, leverer 10-15% af CO2-udslippet – alene i byggefasen.

Løsningen ligger ellers lige for, nemlig byggeri med træ:

  •       Konstruktionen af en trævæg kræver kun en CO2-udledning på 6% af det som en betonvæg udleder.
  • Når man bruger træ til byggeri binder man CO2 i en langt længere periode end hvis man bruger træ til flis eller brænde.
  • Træ giver et bedre indeklima, hvor også undgås kuldebroer
  • Træ har med imprægnering og rigtig behandling en lang levetid. Træ kan i dag imprægneres uden brug af giftstoffer.
  • Der er ingen problemer med at bygge i højden med træ. I London er der f.eks. et højhus på 9 etager bygget i træ.
  • Det er billigere og hurtigere at bygge med træ.

Kilde: Danish Wood Technology

Træ bør indgå med meget større vægt – ikke bare i boligbyggeri – men også til erhvervsbyggeri. Det sker i en række lande – og i et stigende omfang.

I Danmark er vi mere tilbageholdende. Byggeri og beton hænger tilsyneladende tæt sammen. Der er enkelte, der i dag vover sig frem med byggeri i træ. F.eks. er man nu i København i gang med at bygge et fire etages hotel i træ-elementer.

Det er hotelkæden Moxy-hotel, der har gjort det til et varemærke at deres hoteller skal bygges af CLT-elementer (krydslamineret tømmer). De gør det fordi det er hurtigere at opføre og konkurrencedygtigt – og så kan de godt lide at det er bæredygtigt både i forbindelse med produktionen som i forbindelse med opførelsen.

På Østerbro går man i 2019 i gang med seks etagers studieboligbyggeri. I Køge trumfer man ved også i 2019 ved havnen et syv etagers familieboligbyggeri.

Der er kun en ulempe ved træbyggeri. Det er at det kører helt uden om den danske byggebranche. Om det siger Michael Koch, der er direktør i Træinformation:

”Det er tankevækkende, at et byggeri som dette hotelbyggeri helt kører uden om den etablerede danske byggebranche. Bygherren er multinational, materialerne er fra Østrig og Italien, montørerne er fra Litauen, og det samme er det projekterende ingeniørfirma. Det sker, fordi vi mangler kompetencerne i Danmark. Jeg forudser, at det kan disrupte byggebranchen, hvis vi ikke kommer med på vognen. Det kræver bedre uddannelse på en lang række felter og ikke mindst flere danske entreprenører, der lærer sig, hvordan man bygger på denne måde, som vi kommer til at se langt mere af i fremtiden.”

I tider som disse, hvor meget skal vendes op og ned, kan det blive interessant at se om der er vilje og mod til – for alvor – at bane nye veje, der styrer uden om det stærkt klimabelastende og ikke særligt bæredygtige betonbyggeri?

Læs mere her.

Bragt i Sjællandske Medier 27.12.2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *