Vi må nedlægge alle silotankene

Sarah er 5 år. Hendes forældre er lige blevet skilt. Det har været en hård skilsmisse. Hun bor hos sin mor som begynder at drikke sorgen ud, og forsømmer sit barn, og så løber tingene fra hende. Sarah skal i skole men trives ikke og når hun kommer hjem og klager sig møder hun en fuld mor, der ikke kan tage sig af hende. Faderen og moderen har svært ved at få lavet aftaler og Sarah trives hun heller ikke de gange hun er hos faderen. Hun begynder at skade sig selv, og ryger ud – på et tidligt tidspunkt – i hashbrug. Hun kommer på efterskole og her går det bare endnu værre med stærkere stoffer. Hun får ikke fuldført nogen uddannelse.

Sådan går det, når samfundet ikke i tide får grebet ind og hjulpet Sarah og hendes mor. Det gik heldigvis ikke så galt. Kommunen satte ekstra kræfter ind rettet i helhed mod såvel mor, barn og far. Moderen kom i alkoholbehandling og hun fik en fornuftig samarbejdsaftale med faderen. Sarah kunne gennemføre sin uddannelse.

Eksemplet er hentet fra en bog om sociale investeringer som folketingsmedlemmerne Ane Halsboe-Jørgensen og Pernille Rosenkranz-Theil har skrevet, og hvor de beskriver en helt ny model med sociale investeringer. Det er meget dyrere for samfundet ikke hurtigst muligt at gribe ind. Det skal helst være forebyggende. Der er dog alt for mange tilfælde, hvor der sker for sen indgriben og Sarah og de andre når at koste samfundet rigtig mange penge i forhold til misbrugsbehandling, kriminalitet, hjemløshed osv.

Når der i en række tilfælde ikke gribes ind hænger det sammen med, at der hvor man investerer pengene i menneskene ikke er der hvor man sparer pengene. F.eks. kommunens sociale og uddannelsesmæssige investeringer som kommer staten til gavn i form sparede udgifter til fængselsophold eller regionen i form af færre indlæggelser på et psykiatrisk hospital. Denne silotækning skal vi til livs, siger de to forfattere. Det som det koster ekstra for kommunen at foretage forebyggende investeringer i mennesker skal de have refunderet fra en social investeringsfond, der skal finansieres via offentlige satsmidler og midler fra fonde og pensionskasser.

Det er altafgørende at sociale investeringer i f.eks. velbemandede daginstitutioner og skoler synliggøres som en investering, der tjener sig selv hjem. Der er tale om en dynamisk effekt, idet investeringen i børn efterfølgende kommer hjem i form af færre udgifter. Vi kender allerede til de dynamiske effekter når finansministeriets regnemaskine beregner at en skattenedsættelse for de højestlønnede delvist vil tjene sig selv hjem i form af øget arbejdsudbud. De to forfattere arbejder for at sociale investeringer på samme måde skal regnes med.

Tesen om at sociale investeringer, på tværs af siloer, tjener sig hjem igen er ikke grebet ud af den blå luft. De to forfattere støtter sig på den amerikanske økonom og nobelpristager James Heckman. Han vakte opsigt da han for nogle år siden dokumenterede at investeringer i 3 årige udsatte børn giver et større økonomisk afkast på det amerikanske marked end investering i aktier.

Når der skal investeres i mennesker – og ikke mindst mennesker der kan komme til at koste samfundet dyrt – er det selvfølgelig, understreger forfatterne, for menneskenes egen skyld.  Når det for sjældent sker er det fordi kommunerne er nød til – med de nuværende meget snævre rammer – at få den enkelte lokale kommunekasse til at stemme. Ikke fordi de ikke vil have ordentlige forhold for børn og andre udsatte, men kassen skal stemme år for år.

Der skal tænkes ind i en Socialøkonomisk Investeringsmodel (SØM). SØM er en af Socialministeriet godkendt måde at regne på og som der er politisk enighed om at der skal arbejdes videre med. Det vil således være et forhold vi vil komme til at høre meget mere til i fremtiden. Vores samfund skriger på at vi tænker i helheder – og nedlægger alle silotankene.

Inspiration: Ane Holsboe-Jørgensen og Pernille Rosenkrantz-Theill: Det betaler sig at investere i mennesker.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *