Klimaafgifter med nænsomhed

Præsident Macron i Frankrig høster for tiden værdifulde erfaringer, som vi i Danmark skal gøre brug af. Man skal ikke sætte blus på indsats for miljøet og bæredygtigheden uden også at have blik for den stigende ulighed i samfundet og for de forskellige vilkår vi har forskellige steder i landet. Skønt Danmark er et lille land, så er der også i Danmark ganske store regionale forskelle. Det ser vi f.eks. også når der ved valgene stemmes markant forskelligt i de store byer og så i de mindre byer og i landdistrikterne.

Vi skal aktivt gøre en indsats for klimaet og bæredygtigheden og vi skal agere langt mere viljefast og resolut end vi hidtil har gjort. Politikerne skal ikke være bange for at gribe hårdt ind. Den seneste meningsmåling viser at netop miljø og klima står øverst over de emner som befolkningen mener skal være afgørende i valgkampen.

Men det skal gøres med nænsomhed og omtanke – og ikke mindst skal det være retfærdigt. Vi kan godt acceptere stærke indgreb, hvis vi oplever at det er velbegrundet og veldokumenteret. En kommende regering bør bedømmes på hvor god den er til at række hen over disse forskelle og inkludere, i stedet for at være låst fast i en osteklokke på Slotsholmen.

Vi skal f.eks. have gjort noget ved vores store brug af fossil energi i transporten, men vi skal ikke – som de gjorde i Frankrig – ramme de mennesker i landsbyerne, der ikke har andre transportmuligheder. Vi skal kæmpe for en retfærdig roadpricing. Det skal ikke blive dyrere for familier på Lolland og i Vestjylland at bruge den nødvendige individuelle transport, men i storbyerne, hvor der er et veludbygget kollektiv alternativ, skal man betale for hver en kilometer, man bruger det hårdt pressede vejnet. Det vil have den ikke ubetydelige sideeffekt at trængslen mod byerne dæmpes.

Et folketings og en regerings evne til at kunne rumme det hele land, gælder i højeste grad også i forhold til den stigende ulighed der breder sig i vores samfund.

Når vi skal være miljømæssigt bæredygtige er det vigtigt at vi ikke ekskluderer de med den lille pengepung, som har fået sparet op til en uge på Mallorca. De skal have muligheden for at få oplevelsen af at komme ud og flyve. Derfor skal der ikke klimaafgift på den første flytur. Klimaafgifter skal først sættes ind når vi kommer til årets anden, tredje, fjerde … tur. De der har råd til at rejse flere gange om året, har også råd til at betale for den voldsomme klimabelastning som en flytur er.

Kød og ikke mindst oksekød er stærkt klimabelastende. Bl. a fordi der kræves en regnskovsfældning i Argentina for at danske køer kan få det soja og majs, der skal importeres. Vi er nød til at lægge afgift på kød i forhold til hvor meget det belaster klimaet.

Det skal dog ikke betyde at økonomisk dårligt stillede skal kæmpe med at få husholdningsøkonomien til at hænge sammen. Derfor bør de midler, som staten tjener på kødafgiften 100% videreføres til at sikre at afgiften på grøntsager og frugt kan sænkes tilsvarende.

Hensynet til bæredygtigheden skal ikke gå ud over de fattigste i vores samfund, men hensynet til de fattigste skal ikke afholde os fra at lave dramatiske indgreb for at styrke bæredygtigheden.

Omsorgen for de mest trængte mennesker i vores samfund og omsorgen for vores miljø og klima bør kunne følges ad.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *