KOMPOSTRÅD

Kompostering er en dejlig og miljøvenlig måde at få genanvendt grønt affald som næring til havens blomster og planter.

Hvad er kompost?

Ved kompostering omdanner regnorme og mikroorganismer, organisk materiale til næring for planterne. Køkken- og haveaffald kan derfor blive miljøvenlig plantegødning, som et godt alternativ til kunstgødning.

Ofte vil komposten være klar til brug efter et år. Den færdige kompost spredes i køkkenhave, blomsterbede og på græsplæne, når væksten er i gang i maj.

Det er en god idé at sætte en kompostbeholder i gang i foråret, så vil der være gratis næring til havens blomster og planter året efter.

Få en kompostbeholder

Husstande i Høje-Taastrup Kommune kan få en gratis kompostbeholder hos Miljø- og Energicentret, Høje-Taastrup Boulevard 54, tlf. 43304200.

Kompostbeholderen har en bundplade forsynet med små huller, så luft og orme kan komme ind, mens mus og rotter holdes ude.

Start kompostering

Stil kompostbeholderen op et sted hvor den ikke er i direkte sol og fyld den op med visne blade, grene, græs og andet fra haven. Det blandes sammen med kaffegrums, salatblade, kartoffelskræller og andet fra køkkenet (ca. 20 cm).

Kompostorme skal der til

Det er en rigtig god idé at anskaffe kompostorme, som godt nok kommer af sig selv, men er lang tid om at formere sig i en nystartet kompostbeholder.

Kompostorme fås enten fra en anden kompostbeholder eller købes i et plantecenter.

Hæld først grøntsager i kompostbeholderen i 14 dage, tilsæt herefter kompostorme.

Hvad kan komposteres?

  • grøntsager og skræller,
  • urter og frugt, dog ikke sprøjtede citrusfrugter
  • brød- og kagerester,
  • kaffegrums og teblade inkl. filtre,
  • æggeskaller,
  • nøddeskaller,
  • afskårne blomster,
  • udtjente potteplanter,
  • blomsteraffald,
  • blade, tørt græs og hækafklip,
  • kviste, smågrene og ukrudt.
  • papirservietter og køkkenruller

Dette må ikke komme i komposten – da det tiltrækker rotter

  • kød
  • fisk
  • mælkeprodukter
  • æg
  • fedtstoffer

Undgå at lave metangas

Metangas er langt farlige end CO2 og dannes i komposten hvis ikke der kommer ilt til. Sørg for at der er løst materiale og at komposten blandes rundt mindst en gang om måneden, brug en greb eller beluftningsstok en gang om måneden.

Hvornår skal komposten tømmes

Omsat kompost skal ud i foråret, mens ikke omsat kompost er fint at bruge som jorddække i efteråret.

Hvordan tømmes komposten

Det er nemmest at tage kompostbeholderen helt af. Derefter løftes den øverste tredjedel af komposten og lægges ved siden af, hvorefter den nederste del af komposten kan bruges. Hvis den nederste del af komposten er meget grov, kan den sigtes ved brug af en sold med trillebøren nedenunder.

Problemer og løsninger

Lugt af acetone

For mange citrusfrugter giver lugt af acetone. Fjern de synlige skræller og hold igen med disse frugter.

Dræbersnegle i komposten

Start forfra.  Tag livet af alle sneglene og skyl godt efter i kogende vand, så snegleæggene ikke overlever. Start komposten op igen på et senere tidspunkt.

Myrer i komposten

Myrer er harmløse og plejer at være symptom på at komposten er for tør. Brug mere fra køkkenet såsom grøntsager, frugt, kaffegrums, teblade, salatblade. Problemet kan også løses ved at hælde et par spande vand i komposten og rode det hele godt sammen

Fluer i komposten

Fluer er tegn på at for meget frugt eller andet sødt materiale ligger i overkanten og frister. Bland det søde ned i komposten. Hvis fluerne ikke forsvinder, strøs sand på og der holdes pause en uge før der igen hældes noget i kompostbeholderen.

Kanin møg og hønse møg i komposten. Kanin møg blandet med halm kan bruges direkte på jorden, mens hønse møg har bedst ved at blandes i komposten, da den er meget rig på diverse næringsstoffer. Husk at blande det sammen med den øvrige kompost. Det er ikke godt hvis det ligger som et fast lag.

Tør kompost

For tør kompost ses i de nederste lag og ses også ved at mange orme er synlige på beholderens indersider. Giv komposten er par spandfulde vand og vend godt. Man skal helst kunne trykke lidt vand ud af komposten, når en håndfuld klemmes sammen.


Våd kompost

For våd kompost lugter, klasker sammen og giver flueproblemer. Det skyldes at der er for meget i komposten fra køkkenet og for lidt fra haven. Komposten skal stikkes om og tilføres mere groft materiale såsom findelte grene og kviste.

Komposten er spundet sammen med en gråhvid belægning. Så er der mange indtørrede strålesvampe i komposten. Det er tegn på, at affaldet er for tørt. Vand komposten og bland godt. Ellers skal du ikke gøre noget ved de indtørrede svampe.

  Driftsbyen – Team Affald 19-07-2017  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *