Frugttræer i Birkevang i Fløng

Ikke færre end seks pensionister var mødt op da Danmarks Naturfredningsforening (DN)  – i samarbejde med Naturplanteskolen – var mødt op med fire frugttræer til at plante ud på ejerforeningen Birkevangs fællesarealer i Fløng onsdag før jul.

Det var ejerforeningens grønne udvalg der havde responderet på DNs tilbud om at kunne få frugttræer doneret på betingelse af at de selv hjalp til. DNs ”grå Guld”-pulje har til den lokale afdeling bevilget penge således at 50 frugttræer kan plantes ud på offentligt tilgængelige arealer. Betingelsen er at der skal være pensionister involveret.

Tidligere i december var en skoleklasse på Borgerskolen i Taastrup involveret i beplantning af frugttræer i skolens sansehave.

Det er DN-medlem og pensionist Knud Anker Iversen der er tovholder på projektet og han siger at næste udplantning foregår i slutningen af januar og at der stadig er ledige træer som man kan byde ind på. Man skal skrive til kai@mec-ht.dk.

Birkevangs grønne udvalg var selv ude med spaden og sørgede for at de fire frugttræer kom i jorden. Her ses Gunhild Hedegaard, Lis Ottesen, Svend Aage Lauritsen, K.B. Pedersen, Kell Michaelsen og Karen Henriksen.