Store visioner og masser af økologiske lækkerier

1. februar åbner Naturplanteskolen (NPS) syd for Hedehusene porten og vækstsæsonen for særligt naturinteresserede havedyrkere 

”Vi åbner op for en ny sæson med store visioner og masser af spændende produkter samt formidling af viden. Og så åbner vi gårdbutikken med biodynamiske grøntsager og – ikke mindst – en række spanske lækkerier som olivenolie og -tapenade, mandler, linser, kikærter m.m.”, fortæller indehaver Aiah Noack. 

Ligesom sidste år er der også friskplukkede appelsiner, ”vintersole”, samt i år desuden saftige klementiner og citroner til de C-vitamin og solhungrende nordboer. 

Plukket for få dage siden nær Ebro-flodens udmunding i Middelhavet og efterfølgende sendt til Danmark ekspres. 

Alt sammen certificeret økologisk, ligesom NPS mange øvrige produkter. 

Vintersole og vinterforår 

”Da det er så mildt, at man faktisk allerede kan begynde at plante i sin have vil NPS’ planteskoledel også så småt være åben på lørdag”, fortæller Aiah Noack. 

”Barrodsplanter, buske og den slags, som folk kan sætte i jorden allerede nu og som er billige”. 

Ligesom Hvidløgsplanter. Velspirede fed, så man sagtens kan få en god hvidløgshøst i sin have i år alligevel, selvom man ikke fik plantet i efteråret. 

Klimahaven 

Alle snakker om klimaet, så hvordan gavner havejerne sig selv og klimaet lige nu? 

”Det er bare med at få dækket jorden, og hvordan kan man se ude hos os, så CO2’en ikke fiser lige op i himmelrummet. Hvis du ikke allerede har dækket af, så skynd dig ud og gør det. Og vi har masser til brug til jordforbedring du kan bruge til det, hvis man ikke har sin egen kompost”, svarer Aiah Noack. 

”Hos os kan man også se hvordan man dyrker grøntsager i højere bede, der er godt for regnormene, jordens sundhed og alt det spiselige til os. Alle de flerårige grøntsager, f.eks., der er særligt klimavenlige”, fortæller Aiah Noack, der p.t. er ved at skrive en ny bog om de mange fortræffeligheder ved flerårige grøntsager. 

Efter vinterlukning i januar er NPS åbent hver weekend kl.10-16. 

Adressen er: 

Stærkendevej 177 

2540 Hedehusene Hjemmeside: https://naturplanteskolen.dk/