Når nu biblioteket er lukket lige pt.

Det er ikke muligt at låne bøger på de lukkede biblioteker, men det er jo ikke ensbetydende med at læselysten mangler. ”Her vil jeg gerne minde om de fire bogskabe, der står rundt omkring i kommunen”, siger Tina Faber fra Miljø- og Energicentret. Udover bogskabet på Høje Taastrup Boulevard 54 er der også et skab i Kvickly, ved Hedehusene Station og i REMA1000 i Fløng.

Et bogskab består af bøger, som borgerne ikke længere skal bruge.

”Det er gratis at låne en bog fra bogskabene, men for at det kan fungere, er det en god ide at stille bogen tilbage, når man har læst den”, siger Tina Faber.

Det første bogskab, der står ved Miljø- og EnergiCentret i Høje-Taastrup, blev sat op for snart 7 år siden og har fungeret fint siden, uden hærværk. Det samme gælder de øvrige bogskabe. Kun bogskabet i Sengeløse eksisterer ikke mere. Det forsvandt i forbindelse med en brand for et par år siden.