Da vi blev stolte af at være danske

Uanset hvordan vi end vender eller drejer det. Philip Fabers morgensang og morgensamling vil gå over i historien når vi ser tilbage på denne underlige tid med det dobbelte budskab: hold sammen ved at holde afstand.

Lederen af pigekoret gør det formidabelt, men han har jo også noget af et bagkatalog. Hele den danske sangskat kan han tage af, og få os alle mindet om hvad der egentlig gemmer sig der. Det er dog imponerende hvad der ligger af guld i den danske højskolesangbog, men det er også imponerende hvor stor og bred kredsen af begavede sangskrivere er – også i dag.

Det er jo rigtigt at det løfter os at lade sangstemmen – hvor rusten den end er – gjalde. Der er noget, der er større end os selv. Det er svært at definere hvad der sker, når vi synger – og synger sammen. Det er vel noget spirituelt. En klangbund af noget der rækker ud over hamsterhjulet og forbrugersamfundet.

Traditionen med at synge sammen er en særegen dansk tradition. Endnu en grund til at være stolt af at være rundet af den danske muld med alt hvad det indebærer af højskole, friskole, andelsbevægelse og folkeoplysning. Under det hele ligger vores kristne kulturarv.

Det er den selvbevidsthed og stolthed, der gør, at vi kan ranke ryggen. Vi har en robusthed og råstyrke i os, når den bare får lejlighed til at folde sig ud. Det var åbenbart en coronakrise og fælles fjende, der skulle til før vi fandt frem til det fællesskab og den fællesskabslængsel, som er iboende os, når vi borer dybt nok. Det er også den menneskelige base, der gør, at vi kommer ud på den anden side af coronakrisen – ovenikøbet styrket og klogere.

Når vi har den robusthed, der gør, at vi er stolte af at være danske, kan vi møde mennesker med en anden kulturarv uden at være usikre på os selv. Vi ved hvad vi selv er værd, og har åbenlyst ikke behov for at nedgøre andre og deres baggrund. Vi kan med stoisk ro finde hvile i os selv og sige til verden: ”kom bare an”.

De der kommer til vores land som indvandrere eller flygtninge skal mødes med den danske kultur, og mødes af vores begejstring for det vi er rundet af. De skal overrumples og begejstres. De er kommet til Danmark i flugt fra noget der er forfærdeligt og vil på ingen måde have lyst til at søge at ”omvende” os. Tværtimod vil de – hvis vi involverer dem – kunne begejstres sammen med os over hvilket fantastisk samfund, de vil kunne bidrage til. Vi vil kunne give dem et rygstød til – når der åbner sig mulighed for at de kan komme tilbage – da at de har noget med i kufferten, der kan bygge samfund op der har været i forfald.

Vi er til storhed og stolthed, men vi er også til ydmyghed og selvindsigt. Vi går jo ikke og praler og fører os frem. Vi bærer vores storhed med forsigtighed.

Grundtvig siger det klogt i ”Langt højere bjerge..”

Langt klogere folk er der sagtens om land
end her mellem bælte og sunde;
til husbehov vi dog har vid og forstand,
vi vil os til guder ej grunde;
og brænder kun hjertet for sandhed og ret,
skal tiden nok vise: vi tænkte ej slet.

Det er denne selvforståelse og det udsyn vi skal tage med os, når vi sammen skal møde den næste – og endnu større – fælles fjende, nemlig klimatruslen.

Skriv en kommentar