Børnene er vor tids seismografer

En mand på 87 år har gået rundt og talt med en række børn. Det er vidst ikke helt almindeligt, men det er heller ikke en helt almindelig mand. Den ældre herre hedder Per Schultz Jørgensen og han har viet en stor del af sit liv til at tale børnenes sag bl.a. som formand for Børnerådet. Nu som  professor emeritus har han spurgt børnene om hvordan de ser deres fremtid, og her kommer klimaet ind i toppen over bekymringer.

Der er jo forskel på hvor mange år man har at leve på en klode i urede, når man er 87 år eller man lige er fyldt 10. Derfor kan det være på sin plads at lytte, når et barn kommer med udsagn som ”Hvad nu hvis verden ikke er der når jeg bliver voksen?”, ”Hvad nu hvis vi ikke gør nok?”, ”Jeg får nogen gange nogle uhyggelige drømme hvor jeg drukner.”

Børn viser at noget er galt

Børn er som en seismograf, der slår ud og viser at noget er galt, siger professoren.

Det kan være meget forskelligt hvordan børn reagerer, men hvis ikke vi som voksne forholder os til det, kan det slå ud i angst og frygt for det at blive voksen og usikkerhed med hvordan man skal gebærde sig i hverdagen.

Det kræver kunsten at kunne balancere som voksen. Ikke at overdramatisere og forstærke angsten, men heller ikke at slå det hen og sige at ”det skal du ikke bekymre dig om”. Øvelsen består i, fastslår Schultz Jørgensen, at kunne tage børnene alvorligt, lytte fordomsfrit og så ellers fokusere på de små ting i hverdagen, man kan gøre.

Det værste er følelsen af handlingslammelse hvor man overlader alle de grimme tanker til det enkelte barn. At gøre noget kan få angsten til at fordampe.

En god nyhed – vi kan gøre noget

Den gode nyhed er at man kan handle på barnets bekymring. F.eks. at tage barnets bekymring for kødspiseri alvorligt. Ikke nødvendigvis ved at hele familien bliver veganere, men ved at begrænse kødforbruget og så lade et par dage være uden kød. Måske endda inddrage barnet i madlavningen.

Et andet eksempel: Børnene ved jo godt at megen individuel biltrafik trækker klimaet i en forkert retning, og det kan være befriende for barnet selv at kunne agere ved at tage cyklen til og fra skolen.

Der er i virkeligheden masser af små handlemuligheder, der vil kunne styrke barnet i ”at jeg også gør noget.”

Erfaringen viser i hvert fald, ifølge Schultz Jørgensen, at man kan tage toppen af angsten ved bare at gøre noget. Om det er at begrænse plastforbruget, samle skrald op eller slukke lyset når det ikke bruges – er ikke så afgørende. Det vigtigste er forløsningen ved at kunne gøre et eller andet.

Forældre skal øve sig i at navigere

Det stiller store krav at navigere som forældre midt i det. Man skal ikke putte med at det er en usikker tid vi lever i, men man skal samtidig kunne indgyde tryghed og vilje til at lytte.

Det sværeste er måske at de utrygge og bekymrede børn stiller krav til os som forældre. Vi bliver nød til at selv at være de gode eksempler. Barnet kan jo hurtigt gennemskue hvis der er forskel på det man siger de kan gøre og så det man selv gør.

Inspiration: Per Schultz Jørgensen har tidligere på året udgivet en bog ”Opdragelse til bæredygtighed og livsmod”. Her forsøger han med basis i at have fulgt otte familier, der høster erfaringer med at leve mere bæredygtigt, at give forældre gode råd i den vanskelige balance det er at navigere i en verden uden absolutte værdier.