Liv først – menneske næst

Hvem husker ikke de skønne filmklip der viste næsehorn, elefanter, kænguruer, geder osv. der flyttede ind i byen. Der var ikke gået så lang tid hvor menneskene – grundet corona – havde trukket sig væk fra vejene og det offentlige byliv, før vi så dyr i byen, vi ellers ikke havde set.

Corana minder os om, at vi er ikke alene på kloden. Vi deler kloden med en masse andet liv. Vi har ellers – med skabelsesberetningen i baghånden – klart haft den opfattelse at vi var sat på jorden for at beherske kloden og at vi var naturens hersker.

En masse NGOere, forskere og andre med bekymring for naturen og klimaet har forsøgt at råbe op, men vi har ikke ændret livsstil. Der var ellers grund nok – f.eks. det forhold at vi har mistet langt over halvdelen af biodiversiteten.

En lille virus har kunnet det, alle de mange kloge folk ikke kunne, nemlig at få os til at stoppe op og blive eftertænksomme. ”Gør vi nu det rigtige?”

Alt tyder på et paradigmeskift. Vi må se i øjnene at de tider, hvor vi var verdens hersker, er ved at være talte.

Det skal gå galt, før det går godt. Alt tyder på at virusset havde sit udspring i en region i Kina hvor menneskets pres på dyrene, var så hårdt at virusset rykkede over til menneskene og ”flyttede ind”. Og så fik vi balladen.

Hjemligt mødte vi også konsekvensen af vores hårde pres på dyrene, idet minkene spredte vira helt ukontrollabelt. Vi måtte så – ikke på den kønneste måde, men alligevel, tage livet af minkene for at redde vores eget skind.

Vi lever i en ufattelig spændende og epokegørende tid, nemlig tiden hvor vi for alvor må erkende at vores beherskelse af naturen, er ved at rinde ud. Vi må – for vores egen skyld – give plads, og lade naturen få sit rette plads.

Meget tyder på at vi er ved at indse det. Vores forbindelse til naturen blev styrket under corona-krisen. Vi fandt i langt større grad glæde ved at komme ud i skoven og på stranden. Samtidig fulgte ønsket om at vi skal stoppe tilbagegangen for flora og fauna. Vi skal sikre at hasselmus, kirkeugler og de sjældne orkideer bliver hos os. Vi har ikke retten til at tage livet af anden form for liv.

Landmændenes organisation ”landbrug og Fødevarer” kommer i den forbindelse med en forbilledlig nytænkning, nemlig et ønske om at en større del af de store landbrugsarealer skal bruges til direkte fødevareproduktion og i mindre grad reserveres til foder for køer og svin. Som det er nu bruges 80% af landbrugsjorden til foder. Sænkes den procent kan det også blive en imødekommelse af naturen – og den stigende del af befolkningen, der lægger madvaner om i retning af mindre kød og færre døde dyr.

På lang sigt må vore fødevareproducenter se i øjnene at den massive produktion af kød vil være for nedadgående. Ikke kun af hensyn til klimaet, men også fordi naturen slår igen når vi presser den – f.eks. i svinestaldene hvor risikoen for antibiotika-resistens kan blive en trussel der rækker tilbage mod menneskene.  

Tingene hænger sammen. Presset på naturen, menneskenes sundhed og presset på klimaet. Fælles gælder at der er tale om kortsigtethed og misforståelse af at menneskene kan klare sig uden at lade naturen komme til sin ret.

Der er plads – også fremover – til homo sapiens, når vi erkender, at vi ikke er naturens hersker. Vi kan ovenikøbet blive lykkeligere af at finde vores respekt for og slægtskab med naturen.

Bragt i Sjællandske Medier 4.1.2021

Skriv en kommentar