Man skal være klar til et bedre liv

DR1 har haft to udsendelser hvor man fulgte Søren Magnussens indsats for at sprede glæde på den lukkede afdeling på Rigshospitalets psykiatriske afdeling i København. Han har om nogen forudsætningerne for at sætte sig ind i de ”indsattes” virkelighed, idet han selv gennem fem år har været på den lukkede. Ovenikøbet på det samme hospital.

Salsadans og grønne planter

Egentlig er det meget lavpraktisk og enkelt det han laver og det han vil. Han vil have at hverdagen på den lukkede får et stærkere præg af samfundet udenfor. Der skal være – bevidsthedsmæssigt – kortere afstand ud til den virkelighed som de skal møde senere, når de udskrives og erklæres som raske. Det er med initiativer, der bærer præg af livsglæde han ønsker at vække patienterne, der alle har stærke traumer og har siddet fast i ulykkelighed og tvangstanker igennem adskillige år. Han har heldigvis gode allierede uden for murene og sørger f.eks. for at de får en dag, der står på salsa-dans, en anden dag får den ikke for lidt med at en lokal konditor leverer skønne lagkager. Han får skaffet en masse planter og får sat flere af beboerne i gang med at plante imellem de grå betonvægge. Ikke noget terapi. Næh bare ordentlig havearbejde. Han er der som menneske – ikke som terapeut, og det kan beboerne godt mærke.

At tage mennesker alvorligt

Han tager beboerne alvorlig og taler helt i øjenhøjde og har en dyb forståelse for, hvad det er der rører sig i hovederne på dem. Han mestrer til fulde kunsten at kunne lytte. Han har jo selv været der og ved hvor vigtigt det er at føle sig forstået og respekteret.

Måske mest markant da Thomas siger at en af medarbejderne er gravid og kan blive udsat for noget spirituel forurening fordi der ligger en masse snavs i en kælderskakt. Nogen kunne slå det hen som ævl, men ikke Søren. Han tager Thomas alvorlig og får skaffet nøgle og adgang. Han står ikke bare og kigger på. Næh, han går med ned og får skidtet samlet op. Respekt og lydhørhed.

Han har en helt anden tilgang til borgerne end de ansatte, men der er en gensidig respekt mellem det faste personale og Søren. Han ved at de ansatte plejere og læger har en faglighed, han ikke besidder. Han ved fra sin egen tid som patient at denne faglighed er nødvendig. De ansatte respekterer omvendt, hvad det er Søren kan og gør. De kan jo se at han gør noget ved mennesker, og får løsnet op for, hvad der kunne virke som uløselige knuder.

Mennesker blomstrer

Beboerne blomstrer op og viser nye sider af sig selv. De kan danse, de kan digte, de kan skrive historier, de kan synge, de kan plante og passe planterne.

De er faktisk – med Sørens mellemkomst – blevet i bedre stand til at kunne møde verden uden for. De er vokset og har fået en større grad af menneskelig robusthed.

Der var med Sørens ansættelse tale om et pilotprojekt, men det har lykkeligvis endt med at Søren er blevet fastansat.

Der er i psykiatrien en stor grad af tilbagefald, idet alt for mange mennesker ikke bliver tilstrækkelig robuste til at kunne klare hverdagen uden for murene.

Der er ingen tvivl om at en styrket bemanding af et fagligt kvalificeret personale er uomgængeligt for flere succeshistorier i psykiatrien, men kvalificeret personale er ikke kun læger og plejere. Det er også mennesker der – som Søren – vil kunne bruge deres egne erfaringer og tale og handle ligeværdigt med patienterne.

Vi er alle mennesker og der er en godhed i os alle. Kunsten er – midt i al tumulten – at finde ind til det varme hjerte. Det er der mange flere end Søren, der kan.