Kasser med legoklodser hober sig op i kontoret i Miljø- og EnergiCentret for tiden og det er der en god grund til. MEC har nemlig igen i år lavet et samarbejde med Lego, hvor vi tager ud på skoler, høstmarked, bosteder m.m. og bygger bæredygtige ideer sammen med børn.
Vi tager udgangspunkt i Legos koncept ”Build The Change”, hvor parollen er ”Du kan være med til at skabe forandring. Du kan være med til at bygge fremtiden”. Selvom man er et barn(eller måske fordi man er et barn) kan man godt have gode ideer til, hvordan vi kan få en mere bæredygtig verden siger Emil Viskum, som sammen med Birgit Lieberkind i september måned tager rundt og bygger grønne idéer.
Sidste år var der nogle børn som opfandt måneceller som en pendant til solceller og nogle andre opfandt energi skabt ved friktionen, når man går, cykler eller kører på vejen med noget specielt asfalt siger Birgit Lieberkind og tilføjer at hun godt nok er spændt på hvad børnene finder på i år.
Når børnene har fået en idé, skal de bygge den og fremlægge idéen for deres klassekammerater. Deres bæredygtige byggerier tager vi billeder af og ligger ind i Legos digitale galleri, så de unge mennesker, deres familier og alle os andre kan se byggerierne og lade os inspirere.