Emil`s Sankt Hans tale 2022 i Hakkemosen

Vi er samlet i dag for at fejre sankt hans, som dels er en gammel fejring af Johannes døberens fødselsdag, hvor traditionen var at man tændte bål. Denne tradition blev især i norden holdt i hævd og blev mikset af almindelig folkeovertro såsom troen på hekse, troldmænd og ånder samt traditioner fra datidens sommersolhvervsfester og blev til det vi i dag kalder Sankt Hans.

Bålet har en helt central rolle i fejringen sankt hans. Vi kender alle historien om heksene på bloksbjerg og hekseafbrændingerne. Men bålet og ilden i sig selv rummer også en uudgrundelig dybde som er svær at beskrive. At kigge ind i ilden er som at kigge ind i en fjern urtid (siger man, jeg ved ikke om det er sådan). Men jeg tænker at de fleste af os har prøvet at blive ramt af en speciel ro, når vi har siddet en sen aften rundt om et lejrbål og kigget ind i flammerne. Så lad os lige kort kigge ind i urtidens flammer og ildens historie.

 

Nogle af de tidlige menneskearter, har muligvis brugt ilden en gang imellem for allerede 800.000 år siden, men for 300.000 år siden tæmmede mennesket ilden. Nu havde mennesket en pålidelig lyskilde, varme og et dødbringende våben mod omstrejfende løver og siden da har ilden fulgt mennesket som et redskab, der har givet ufatteligt mange muligheder, har forbedret menneskets levevilkår og er dybt integreret i alle samfund og i alle historiske epoker.

Ilden har været et guddommeligt kraftfuldt redskab i menneskenes hænder, men har samtidig også været et farligt dødbringende værktøj. Knap havde mennesket lært at kontrollere ilden, før mennesket begyndte at sætte ild til deres omgivelser. En brand kunne forvandle et frugtbart ufremkommeligt krat eller skov til en gold jagtmark myldrende med byttedyr. Og når ilden var døet hen, kunne initiativrige stenaldermennesker indsamle grillet dyr, nødder og rodknolde. For derefter at forsætte til næste stykke skov.

Ilden gjorde også at mennesket kunne udvide spisekammeret og pludselig kunne vi indtage mad, som vi ikke tidligere havde kunne indtage, da vi ikke kunne fordøje f.eks. rå ris og kartofler. Det at mennesket begyndte at opvarme maden ved ilden, betød også, at man dræbte dødelige parasitter og bakterier i maden og fødevarer hygiejnen steg betragteligt. Mennesket begyndte altså at kunne spise mere varieret og hurtigere og mange forskere mener faktisk, at der er en direkte sammenhæng mellem brugen af ild til madlavning, formindskelsen af det menneskelige tarmsystem og den voksende menneskehjerne.

 

Men enhver kan nok også sige sig selv, at det ikke har været alle levende skabninger, som har fået de samme fordele ud af, at mennesket nu havde fået et nyt magtfuldt redskab. Mennesket havde opnået kontrol over en lydig og potentielt grænseløs kraft. Et enkelt menneske kunne med en flintesten eller en brændende pind på få timer brænde en hel skov ned og tæmningen af ilden blev på en gang grundstenen i menneskets udvikling og succes, men også et ildevarslende forvarsel på, hvad der kunne komme til at ske.

Ilden har nok været den mest drivende faktor ift. At det i dag er mennesket som styrer verden.

I dag kan vi ikke leve uden ilden, som opvarmer vores huse, brændes af i vores biler, toge og fly, giver strøm til vores komfur, fjernsyn og computer samt giver lys når mørket er faldet på. Det moderne menneske er måske mere afhængig af ilden end vi nogensinde har været.

Samtidig er vi mere end nogensinde tvunget til at begrænse vores brug af ild, da klimaet og naturen bogstaveligt talt er ved at brænde sammen. Mennesket har med ilden som redskab formået konstant at forbedre vores levevilkår op gennem historien, men vi har aldrig rigtigt, lige tilbage fra da skovafbrændinger var et jagtredskab, haft øje for, hvad vores stræben efter mere, har betydet for naturen, dyrene og miljøet. Men sådan kan det ikke blive ved. Nogle smarte konsulenter med ekspertise i forandringsledelse vil sige at vi står på en brændende platform (jeg kan egentligt ikke lide det udtryk), men det er sikkert at vi står et sted, hvor vi bliver nødt til at finde nye veje. Og det er ikke let! Det er nemlig ikke let at aflægge sig dårlige vaner, når man har haft dem i mange år. Det kan jeg i hvert fald selv skrive under på. Og her har vi altså at gøre med en 300.000 år gammel vane, hvor mennesker har formet og afbrændt naturen i vores stræben efter mere.

 

Og Kig jer lige omkring her i hakkemosen. Det er alt det vi skal passe på ikke at løbe over ende. Træerne, Planterne, dyrene, teddy venlig af genbrugstræ, vandlegepladsen og fuglesangen. Her skal vi ikke have verdens største vandland, men vi skal have en lille grøn oase, hvor Høje Taastrups borgere kan nyde naturen og passer på naturen.

 

Vi må fra asken til ilden, finde vores indre ild, være grønne ildsjæle med ild i røven og ild i øjnene og med ildhu råbe politikkerne op så vi kan få gang i den grønne omstilling. Men vi skal også hver især tage ansvar. Tage cyklen eller toget i stedet for bilen, stoppe med at smide væk, og genbruge og reparere, plante blomster i stedet for at slå græs og spise mindre kød.

 

Men den store indsats vil ikke bare blive et offer og en lang række af ting vi skal undvære, men fra asken som i fugl fønix-myten, vil vise sig nye muligheder nye transportformer, nye fødevarer og nye måder at genbruge og genanvende. Og måske vil vi, hvis vi alle gør en indsats stå stærkere, lykkeligere, sundere og tættere på naturen end vi nogensinde har gjort, når røgen har lagt sig fra den turboomstilling vi skal i gang med nu.

 

Kort sagt: Vi skal tænde op under den grønne omstilling inden verden brænder ud……Og Lad os så brænde det bål af! God sankt Hans!