En skodfri natur i Danmark

Tænk hvis det en dag lykkedes at få udryddet miljøproblemet med cigaretskod i vores natur.

Der smides millioner af skod hver dag i Danmark. De smides på gader, stræder, i naturen – ja, faktisk kan man finde dem alle vegne, hvis man retter blikket ned i jorden.

Dårlig vane og uvidenhed om konsekvenserne

Mange rygere smider for eksempel deres skod ned i kloakristen for at få det til at forsvinde. Mange rygere ved ikke, at det er fyldt med plastik. Når et skod ender i kloakken bliver det opløst og deres gift, kemikalier og mikroplast spredes ud i vores små vandløb. Når man følger vandets vej rundt i kredsløbet, ender vandet altid i havet. Her forvolder det stor skade på dyrelivet.

Ren By & Miljøcenteret i Høje-Taastrup kommune har netop afsluttet en SKOD kampagne.

Formålet med kampagnen var at sætte fokus på tonsvis af skod, der ligger og flyder rundt omkring og konsekvenserne af det. Vi har – via dialog – med rygerne opfordret til at tænke mere over, hvad de gør med deres skod, når de er færdige med at ryge.

Vi var så heldige at få en donation fra Philip Morris på 500 gratis lommeaskebægere, som vi kunne dele ud til rygerne.

Meget overraskende var der mange rygere, som aldrig havde hørt om et lommeaskebæger.

Der blev indsamlet meget skodaffald

I anledning af kampagnen iværksatte vi en SKOD konkurrence blandt borgerne i Høje-Taastrup, hvor det handlede om at befri naturen for så mange skod som muligt. Resultatet af konkurrencen blev 4699 gram cigaretaffald og er blevet indberettet SKODbevægelsen. Det svarer til ca. 13.800 stk.

Vinderne var Oskar på 8 år, Elias på 5 år og Wangandoo spejderne.

Vi havde modtaget et sponsorat på 2500 kr. fra ALD Automotive, som er en lokal bilvirksomhed i Høje-Taastrup. Det blev til 3 flotte gavekort på 1.200 kr., 800 kr. og 500 kr.

 

Ren By og Miljøcenteret håber, at håber kampagnen har været med til at få rygere til at tænke over deres vaner og de konsekvenser, der er forbundet med at smide sit skod fra sig.

Vil du læse mere om Skodbevægelsen og deres inspirerende arbejde. Eller har du været ude at indsamle skod, så indberet det til skodbevægelsen.dk.