ET VIRKSOMT MEDICIN: FÆLLESSKAB

Det er sensationelt og banalt på samme tid. Et godt fællesskab forebygger sygdomme. Altså rigtig meget medicin er inderligt overflødigt, hvis vi i stedet styrker vores fællesskaber.

Et forsøgsprojekt fra den engelske by Frome viser at de i kraft af fællesskabsstyrkende indsats over en treårig periode sænkede indlæggelserne med 17%. Til sammenligning steg indlæggelser i amtet i samme periode med 29%.

Det fremgår af magasinet Resurgence & Ecologist. Det er dog endnu ikke offentliggjort i et lægevidenskabeligt magasin. Først da kan resultaterne for alvor blive anerkendt i lægekredse.

Alligevel er der god grund til lige at stoppe op og se på hvad det er der sker i Frome.

Frome er en lille engelsk by med 30.000 indbyggere, som gennem 10 år fuldstændig er vendt på hovedet fra at være en trist by, hvor man ikke engang kunne få en kop eftermiddagste, til at være et kulturelt produktionssamfund. Byen er i dag styret af et værdibaseret, uafhængigt løsgængerparti, der stiller sig i spidsen for borgernes aktive medvirken. F.eks. er det borgerne der har 80% af taletiden på byrådsmøderne. De 17 byrådsmedlemmers opgave er at lytte.

Selvom der ikke er råd til alt, er det alligevel lykkedes i meget udstrakt grad at få gennemført mange af borgernes ønsker. Der er en summende stemning af social interesse, kreativitet og et fælles formål.

Denne meget aktive borgerinddragelse har betydning, når vi ser på hvorfor hospitalsindlæggelser og lægebesøg falder i Frome, hvor de andre steder stiger.

Det var en lokal læge, Helen Kingston der i 2013 med opbakning fra bystyret satte processen i gang. Hun oplevede hyppigt at patienter var overmedicineret. Samtalen handlede mere som sygdom og medicin end om det liv de levede og var en del af. ’Silo-behandling’ kaldte Kingston det. Hun var frustreret.

Hun allierede sig med en særlig frivillighedsafdeling under det offentlige sundhedsvæsen. Her etablerede hun gennem sin praksis et netværk af lokale fællesskabsgrupper. Udover de frivillige fik hun ansat ’sundhedsforbindere’. De skulle hjælpe patienterne med at tilrettelægge deres eget behandlingsforløb, og til at uddanne frivillige ’fællesskabforbindere’, som hjalp patienterne med at finde den støtte, de havde brug for.

Konkret kunne det være alt fra gældrådgivning til hjælp med at overkomme husholdningen. En anden slags medicin kunne være hjælp til at synge i kor, spise frokost med andre, begynde i en motionsgruppe, tage på skriveworkshop eller begynde i reparationsfællesskab.

Hele ideen med disse ikke særligt lægelige initiativer er at bryde ensomhed. Der sker ud fra erfaringen om at sygdom generelt isolerer os fra omverdenen. Erfaringen – også fra Danmark – siger at når man er sammen med andre, får man spist mere og får fokus på andet end sin egen elendige situation.

En af de kommuner, der i Danmark har arbejdet med helbred og fællesskab, er Aabenraa (før kommunalfreformen 2007) hvor borgmesteren Tove Larsen (A)  opdagede at det typisk var ensomme ældre der kom på sygehus og gik på lægebesøg. Hun sikrede at de fik målrettede tilbud om at kunne ud blandt andre mennesker. Sygdomsraten faldt og kommunen sparede penge.

Hvis konceptet med fællesskab som sygdomsbekæmper holder, kan vi spare ganske meget medicin, penge og menneskelig lidelse. Deltagelse i korsang eller fælles gåture burde være receptpligtig. Egentlig meget banalt. Sensationelt at næsten ingen praktiserer det.  

Inspiration: Information/Guardian

Bragt i Sjællandske Medier 16. marts 2018

Billedet stammer fra Thefromeindependent.org.uk