80 % af al transport i det vestafrikanske land Togo foregår med fossildrevet motorcykel. F.eks. foregår stort set al taxa-transport på motorcykel.
Det har den danske iværksætter Jakob Munkgaard fra Reerlsev i Høje-Taastrup kommune tænkt sig at gøre noget ved.
Han har i forvejen en entreprise med at opsætte gadelamper i hovedstaden Lomé. Han undrede sig over hvorfor der var så mange motorcykler, og fik det svar, at det var da taxaer. Der kan skam være meget på en motorcykel, hvis man pakker den rigtigt, men de larmer og forurener, er sundhedsskadelige og så holder de ikke så lang tid. En benzindrevet motorcykeltaxa udleder 1.8 tons CO2 pr. år.
Gadelamperne finanserer e-motorcyklerne
Han påtog sig – sammen med en lokal makker – opgaven med at finde en kinesisk leverandør af kvalitetssikrede (EU godkendte) el-motorcykler. Efter en del søgen og test fandt de en leverandør, der kunne indfri kravene incl. at levere aftagelige batterier, der kunne udskiftes på en batteribyttestation. De blev kaldt Rhino-MC. En opladning tager 3 timer, men et skifte hvor et næsten tomt batteri udskiftes med et opladet klares på 1 minut.
Munkgaard har nu – finansieret ved overskuddet fra gadelampeopsætningen – fået produceret i alt 82 eldrevne motorcykler. De er noget dyrere end de benzindrevne, men de holder længere, er mere driftsikre og han har tilbudt en finansieringsordning så chaufførerne kan afdrage motorcyklen over 3 år. El-motorcyklerne holder – modsat de benzindrevne – mere end 3 år og der er stort set ingen reparationer – ingen støj og skadelig forurening. Drift og vedligeholdelsesomkostninger på elmotorcyklerne er så lille at chaufførerne, på trods af en højere købspris, i flere tilfælde kan fordoble deres indtægt ved at skifte til el fremfor benzin. Dette har, udover det klimamæssige aspekt, en enorm samfundsøkonomisk betydning, da en chauffør i gennemsnit forsørger 5 familiemedlemmer. De eldrevne motorcykler har fået ualmindelig gode anmeldelser fra taxabrugerne.
Også i nabolande
Motorhino installerer over de kommende 2 måneder 9 batteribyttestationer i Togo sammen med den lokale tankstationskæde ZENER og én i Senegal, til servicering af 10 motorcykler som et lokalt fragt-/kurerfirma har købt.
Motorhino har endvidere doneret to motorcykler til Ingeniører Uden Grænser i Sierra Leone, så de på bæredygtig vis, kan vedligeholde vandpumper, vandbrønde og solcelleinstallationer i landområderne i Sierra Leone.
Produktion i Togo
Den langsigtede plan er at RHINO el-motorcyklerne skal produceres i Togo. Der er indkøbt to montagelinjer til projektet, men det vil kræve en del større finansiering at få rejst bygningen til montagen af både lamper og motorcykler. En finansiering som ikke er på plads endnu. Der er et kæmpe marked for udskiftning af Togos 600.000 benzindrevne motorcykler og foreløbig er firmaet – Motorhino – , sammen med en indisk konkurrent, de eneste der sælger e-motorcykler i Togo. Indtil videre vil udbygningen ske i et begrænset tempo i takt med at lampeproduktionen giver overskud.
Kun penge til de store
I Danmark findes “risikovillig” finansiering fra Vækstfonden og Eksportkreditfonden, som vil være oplagte partnere for et sådant projekt, men her er døren lukket. Efter at have forsøgt flere gange har Jakob måttet se i øjnene at disse velbeslåede fonde stort set kun retter støtten mod større og mere velbeslåede virksomheder som A.P. Møller, F.L. Schmidt og Vestas. Og kun i meget begrænset omfang til små virksomheders projekter i Afrika.
Han kæmper dog videre og som landet ligger nu, tyder alt på at han må søge om afrikanske fondsmidler og muligvis endda Kinesiske investorer, for gennemføre de lovede reduktioner af drivhusgasemissioner og for at skabe de tætte partnerskaber i Afrika, som de danske politikere ellers taler så varmt om.
Engagementet og ildhuen fejler ikke noget og opgavens omfang signalererm at der er nok at tage fat på. Hvis han skulle mangle udfordringer så er der i hele Afrika ca. 27 mio. motorcykler og kun 10.000 eldrevne. I øvrigt har flere lande indført forbud mod fossildrevne motorcykler imellem 2025 og 2030.
Læs mere om virksomheden her https://motorhino.dk/
Der kører ca 30 e-motorcykler rundt i Danmark. Den ene har Jakob.
Bragt i Sjællandske Medier den 23-6.