LIVET SKAL TILBAGE PÅ LANDET

Tiden i dag skriger på at vi laver en jordbrugsreform som vi i sin tid gjorde med udskiftningen og sikrede at langt flere mennesker fik mulighed for selv at dyrke jorden. Dengang gik vi fra de store feudale ejere og flere fik mulighed for selv at kunne dyrke deres egen jord.

I dag er jorden igen ejet af en stadig mere snæver kreds af storbønder, og omfanget af udenlandske fonde og stærke kapitalejere i landbruget er kraftigt stigende. De står klar og vil kunne presse jordprisen endnu højere op. Denne tendens vil fortsætte, idet halvdelen af de aktive landmænd i dag vil gå på pension inden for en 10 årig periode. Ingen unge landmænd har kapital til at betale den pris som et stort landbrug vil kræve.

Disse nye kapitalfonds-styrkede ejere vil ikke have noget særligt blik for bæredygtighed og for at styrke livet på landet. De vil gøre hvad de kan for at presse maksimalt udbytte ud af ejendommen.

I stedet for at skubbe endnu mere på den øgede koncentration af ejerskab i landbruget er tiden inde til at foretage dramatiske ting og så få lavet en jordbrugsreform. De store enheder skal brydes op.

Et interessant spørgsmål kunne være: Er det muligt at rejse en national opinion, hvis primære sigte er kravet om dansk jord på danske hænder? For hvad er et land, hvis landets beboere ikke har rådighedsretten over egen jord?

Der bør oprettes en statslig initieret jordbrugsfond, der opkøber landbrug fra de mange gældstyngede landmænd og stiller ejendommen til rådighed for unge landmænd, der ikke får ejerskabet, men får mulighed for at få fingrene i jorden. De betaler et fast bidrag tilbage til långiveren efter jordrenteprincippet.

Det lyder i manges ører usympatisk at der skal statslig kapital ind i landbruget. Vi har dog under coranakrisen oplevet nødvendigheden af at offentlige midler holdt hånden under et presset erhvervsliv. Det er altså ikke helt fremmed i erhvervslivet at – når det brænder på – så er staten nød til at gribe ind.  Om ikke andet, så for en periode.

Dette indgreb skal foregå sideløbende med at der lovgives om et loft for hvor store/ hvor mange bedrifter en enkelt ejer må råde over.

Når en landmand tvinges til at sælge er det typisk storbonden i nabolaget der overtager. En lovgivning bør forhindre det, og i stedet give statens jordbrugsfond forkøbsretten. En dygtig landmand skal så kunne byde ind på at dyrke ejendommen. Jordbrugsfonden skal kunne stille krav om at jorden dyrkes bæredygtigt med respekt for CO2-begrænsningen.

Der er så mange spændende perspektiver i at vi får bremset ”kanibaliseringen” i landbruget og stille og roligt giver plads til unge landmænd. De skal på en overskuelig ejendom kunne have fokus på at tilfredsstille det stadigt stigende behov for at der produceres vegetabilske fødevarer. Vegetabilske produkter der vil kunne produktudvikles og i stigende omfang erstatte kødprodukter, og skabe nye afledte arbejdspladser – igen knyttet til landet.

Vi har med de verserende landbrugsforhandlinger en enestående chance for at netop den stærke kapitalkoncentration kan bringes på banen og tages i vingebenet. Bedre muligheder for unge landmænd, bedre mulighed for liv på landet, bedre mulighed for at landbruget kan leve op til sine CO2—forpligtelser.

Det kan lyde dramatisk, at der midt i alt det andet der sker, så også skal gennemføres en omfattende jordbrugsreform, men er det ikke de,t vi har en krise til – at vende det hele på hovedet, og så bagefter – når den nye hverdag indfinder sig, glæde os over at vi handlede med rettidig omhu.

 

Liv og jord hører sammen. Her fra crowdfunding hos Coop.