Vi i Miljø- & EnergiCentret er klar til at sætte vores præg på årets Klimafolkemøde i Middelfart (29.-31. August), og i år er det Rasmus og Emil, der skal sørge for, at MEC er med ved bordet.
Klimafolkemødet er nemlig en af de største og vigtigste begivenheder i Danmark, når det gælder klimaet. Det er her, borgere, politikere og eksperter mødes for at tage livtag med de udfordringer, vi står overfor, og finde løsninger, der rent faktisk kan gøre en forskel. Det er en ikke-kommerciel, årlig begivenhed, der er gratis at deltage i, og den bygger på tre solide søjler: folkelig deltagelse, politisk diskussion og faglig udveksling. Kort sagt, det perfekte sted at få udviklet konkrete klimahandlinger – og måske også få sig en god debat over en kop kaffe.
Som repræsentanter for MEC vil Rasmus og Emil fokusere på at fremme grønne netværk og lokalt forankrede klimainitiativer. De vil sammen med partnere fra Høje-Taastrup Kommune, Solar Lightning Consultants og European Green Cities præsentere det EU-projekt Eyes Hearts Hands Urban Revolution. Med fokus på at skabe et energifællesskab under den igangværende renovering i Gadehavegård, sigter projektet mod at sikre en bæredygtig omstilling for området – og måske også inspirere andre til at gøre det samme.
Klimafolkemødet er en oplagt mulighed for Miljø- & EnergiCentret til at udvikle vores kompetencer og netværk ift. lokale klimainitiativer, så vi håber på, at Emil og Rasmus kommer hjem med godt nyt og spændende muligheder i bagagen.