7. oktober blev Høje Taastrup kommunes handicappriser uddelt ved et flot prisoverrækningsarrangement i Taastrup Teater og her var Miljø- og EnergiCentret nomineret til prisen for virksomheder, som har gjort et ektraordinært arbejde for borgere med Handicap. Miljø-og EnergiCentret var endda blevet indstillet 2 gange til prisen, som eneste virksomhed.
Det var dog Dansk Retursystem som løb med prisen for deres store arbejde med at integrere borger med handicap i virksomheden. Stort tillykke til Dansk Retursystem med den ærefulde hæder.
Nedenstående kan man læse de to indstillinger af Miljø- og EnergiCentret til årets handicappris.
”Jeg vil gerne indstille Miljø- og EnergiCentret til årets handicappris og dele min egen oplevelse af det gode arbejde, der bliver gjort oppe i lokalerne ved stationen. Miljø- og EnergiCentret er en socioøkonomisk virksomhed, der viser hvad det betyder at være et inkluderende og rummeligt sted.
Jeg kommer der, som så mange andre, for at aflevere/hente pakker og købe lokalproduceret honning. Der er en varm stemning og synes at være plads til alle, uanset hvilke diagnoser eller handicaps man måtte have. Flere af medarbejderne har diagnoser som ADHD og depression, mens andre har gangbesvær og rygproblemer.
Især bider jeg mærke i, at arbejdet i Miljø- og EnergiCentret organiseres på måder, der muliggør deltagelse for alle, så de i fællesskab løser opgaverne efter evne og behov. Jeg møder ofte Solvej, som er en 85-årig dame med en rollator. Selvom Solvej ikke kan løfte tunge genstande, er hun stadig en aktiv og en vigtig del af teamet, da hun arbejder sammen med dem, der har den fysiske styrke til at håndtere tungere opgaver. Dette er blot én af de mange måder, hvor jeg synes Miljø-og EnergiCentret viser, hvordan man kan skabe et inkluderende arbejdsmiljø, hvor hver enkelt kan bidrage med deres arbejdsindsats og kompetencer.
I Miljø- og EnergiCentret er alle medarbejdere og frivillige ligeværdige. Mangfoldigheden er en styrke, der beriger både oplevelsen af at komme der, centret som arbejdsplads samt det samfund, de er en del af. Miljø- og EnergiCentret er et sted, hvor folk får mulighed for at skabe værdi for sig selv, andre og for samfundet som helhed.
Derfor vil jeg varmt anbefale, at Miljø- og EnergiCentret anerkendes med handicapprisen i Høje Taastrup. Deres arbejde med at fremme både bæredygtighed og social inklusion er et eksempel, som vi alle kan lære af.
Med venlig hilsen en glad kunde og borger i Høje-Taastrup”.
_______________________________________________________________________
”Miljø- & EnergiCentret i Høje-Taastrup (MEC) er en forening som har til formål at styrkebæredygtigheden på et økologisk forsvarligt grundlag.
Der er åbent for modtagelse og afsendelse, af pakke og brevforsendelser med PostNord i åbningstiderne, dette har givet mulighed for at MEC har kunne tilbyde fleksjobber et job i et fællesskab i Miljø- & EnergiCentret sammen med ansatte og frivillige. Der er mere end 30 frivillige som kommer i MEC.
Miljø- & EnergiCentret er en socialøkonomisk virksomhed.
Miljø- & EnergiCentret har give nogen fleksjobber en mulighed for et job, hvor der er en meget rummelig arbejdsplads, og hvor opgaverne kan gøres meget nemme.
De stiller også gerne op og tilbyde praktikpladser, som kan være det første sted, som kan danne grundlag for en stille og rolig tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Hvor de både får et fællesskab med ansatte og frivillige i Miljø- & EnergiCentret, samtidig med også mulighed for at være del af et fællesskab ved siden af jobbet”.