NÅR BORGERNE STYRER ØKONOMIEN

Hastigt voksende politikerlede er et fænomen vi kender. Ikke kun i Danmark, men i en række andre lande. Afstanden mellem beslutningstagerne og de der besluttes for, er for stor. Politikernes føling med hvordan forholdene er ude omkring hos borgerne, er for svag.

Dybest set er det en trussel mod demokratiet, når borgerne føler sig koblet af beslutningerne. Mistillid og mytedannelse kan nemt blive resultatet.

Netop det forhold tager et forholdsvis nyt omfattende borgerinitiativ fat på. Et initiativ, der er startet i Sydamerika. Det kaldes Participatory Budgeting (PB), og har til formål at give borgerne magten over økonomien. Det startede i den brasilianske by Porto Alegre i 1989. Denne by tjener stadig til stor inspiration på hvordan en by kan omdannes konstruktivt, når borgerne får mulighed for meget aktivt at bidrage og lægge retningen for byens udvikling.

PB går i al sin enkelhed ud på at borgere i en del af byen – eller hele byen – får en pose penge  (ikke symbolske småpenge) som de så skal beslutte brugen af. Først mødes man til en brainstorming, hvor alle ideer til hvad der kan gøres bedre, kastes i luften. Ideerne omformuleres herefter til projekter, som så sendes til lokal afstemning. De projekter der – inden for den økonomiske ramme – har fået flest stemmer omsættes herefter til handling.

Torres i Venezuela er en by med ca. 200.000 indbyggere tjener som et godt eksempel. Her besluttede den nyvalgte borgmester i 2004 at økonomien skulle være transparent og at byens 17 distrikter alle skulle involveres i at beslutte hvordan byens penge skulle bruges.

Det mødte voldsom modstand fra store dele af byrådet og fra hans eget parti, men han gik i direkte alliance med byens indbyggere og sikrede at de fik stemme og lagde pres på byrådet.  Så gik processen med først at afdække hvad der lokalt pressede sig mest på, og så ellers stemme om det – for så få det ført frem og ført ud i livet.

Netop denne proces vækkede adskillige menneskers demokratiske interesse og lyst til at involvere sig. Der afdækkedes en række menneskelige potentialer man ellers ikke havde set og som noget overraskende blev den fattige kommunale økonomi suppleret med private sponsorer, som ønskede at bidrage nu, hvor de tydeligt kunne se hvad pengene blev brugt til. Korruption og kammerateri, der før var et problem, faldt dramatisk. Over en 10 årig periode skete voldsomme forandringer: Hele kvarterer var blevet nyrenoveret, skoler istandsat og nye veje anlagt. Kriminaliteten dæmpedes mærkbart.

Borgmesteren blev genvalgt, men i 2014 stillede han op til Venezuelas parlament. 55% af byens borgere stemte på ham og valgte ham ind. De der oprindeligt havde kæmpet imod ændringerne roste hans indsats højlydt – og systemet med borgerstyringen fortsatte under den nye borgmester.

I dag er der over 1500 andre byer i verden, herunder Mexico City, New York og Hamborg, hvor man helt eller delvist har taget principperne om det direkte borgerstyre til sig.

I København har man for en del år siden forsøgt sig med at delegere en mindre del af byens budget ud til bydelsforsøg hvorefter borgerne kunne beslutte omkring dem. Det opgav man efter en forsøgsperiode. Når borgerne ikke ville være med, var det fordi de ikke oplevede at magten blev flyttet fra det centrale styre på rådhuset.

Netop modet til at tro at borgerne kan forvalte og tage ansvar for den økonomi, da angår dem selv og deres lokale område, svigter i en række europæiske byer. Den højt besungne tillid er måske i virkeligheden ikke så stor.

Her kan der være inspiration og opmuntring at hente hos folk, vi normalt ikke forventer at skulle lade os inspirere af.

Kilde: http://www.participatorybudgeting.org/

Bragt i Sjællandske Medier den 24. oktober 2016