Orden og vild natur skal følges

Helhedsindtrykket, når man besøger kirkegården ved Taastrup Nykirke er, som ved de fleste kirkegårde – pænt og ordentligt, ikke noget rod.

Når man går lidt tættere på vil man kunne begynde at ane at naturen får lov at komme mere frem, og den vil komme det meget mere – bedyrer kirkegårdsleder Mark Langhoff.

Kirkens menighedsråd har nemlig besluttet sig for en helhedsplan, der giver naturen stadig mere plads – dog uden at det skal gå ud over oplevelsen af ordentlighed. Det bakkes op af kirkegårdslederen og hans tre medarbejdere.

De første spæde tegn kan ses på en ring hvor græsset er fjernet og græstørvet er lagt op, og så får de vilde blomster får lov at udfolde sig. Allerede efter første år er der her observeret 32 forskellige vilde blomster til glæde for insektlivet. Den slags ringe vil der komme flere af lover kirkegårdslederen.

– Det handler om at vi ændrer vores syn på hvad der er smukt, fastslår han. F.eks.  begrænser vi på nogle af græsarealerne klipningen så mælkebøtter og bellis får lov at blomstre, og det er smukt – selvom der da stadig er nogen der ser anderledes på det.

Der er vigtigt at sørge for korrekt information så brugere af kirkegården på skilte fortælles hvad vi har gang i.

– Vi erstatter flere steder græs med stauder, buske og blomster og det koster selvfølgelig i anlægsfasen, men på langt sigt begrænser det udgiften til vedligehold.

Vi sparer også penge ved i efteråret at begrænse vores jagt på nedfaldne blade, så de får lov i større omfang at ligge og visne og kun fjernes på stier hvor de kan være generende.

Som led i helhedsplanen skal der ændres i læbæltet omkring kirkegården, hvor syge træer er fældet og hvor nye er plantet sammen med buske og blomster. Derudover er der sat fuglekasser op og en lokal biavler har bistader stående – lindetræerne er meget attraktive for bierne.

Området skal gøres mere tilgængeligt og som noget nyt skal etableres et åbent kirkerum, hvor der er mulighed for vielse og gudstjeneste i det fri.

Kirkegårdslederen og hans tre dedikerede medarbejdere rækker hånden ud til naboskolen – Vestegnens Privatskole – hvor de har sat to borde-bænke op så eleverne kan benytte kirkegården i undervisningen og f.eks. lave insekthoteller.

Mark Langhoff er meget bevidst om at der er en balancegang, der skal respekteres. Forståelsen for biodiversiteten og den vilde natur er klart stigende, men folk – efterladte og andre gæster – skal være glade og trygge ved at bruge kirkegården.

Billedtekst: Det er kirkegårdsmedarbejder Ellen Serup der har ”opfundet” denne første vild runddel. Hun har stor biologisk indsigt og kunne således fortælle – da de vilde planter første år erstattede græsplænen – at ikke færre end 32 forskellige arter kom frem. De står nævnt på opslag ved runddelen. Udover den varierede og smukke flora kan de allerede nu registrere et langt større insektliv.