Jeg fik en indkaldelse som domsmand den 14. december. Jeg mødte op, men mit navn stod der ikke. Det viste sig at det var den 14. december året efter. Jeg er ikke den eneste der har taget fejl og da troet at vi – som i gamle dage – blev indkaldt et par måneder inden vi skulle praktisere.
Der er en grund til at man indkaldes med over 1 års varsel. Domstolene er voldsomt pressede og må se i øjnene at der går stadig længere og længere tid fra at en lovovertrædelse er begået, til den skal dømmes.
Det har alvorlige følger for mennesker
Det har nogle alvorlige følger for de mennesker der skal dømmes eller frifindes. Ventetiden er i dag 230 dage i gennemsnit, og det dækker over udsving som det er ikke ualmindeligt at der 2 år fra lovovertrædelsen er sket til der sker domfældelse. Udover at det kan være ualmindeligt hårdt at skulle vente- måske i varetægt – på en endelig dom, gør det også selve domsafsigelsen mere usikker- for hvor godt husker et vidne hvad der skete for 1-2 år siden. Dommerne kan altså blive nød til at give frifindelse da der usikkerhed om beviserne.
Domstolene har – modsat politiet – stort set samme bevilling som for 15 år siden. Der er ikke sket en økonomisk opdatering så der kan komme flere dommere til at håndtere de stadig flere sager, der skal behandles.
Dygtigere politi
Politiet – der år for år får flere penge og mere mandskab – bliver dygtigere og dygtigere til at opklare forbrydelser og det er jo kun godt. Det er bare skidt at de der forbryder sig så ikke kan komme for en domstol, og enten går på fri fod eller er i varetægtsfængsel.
Det er ikke fordi der er masser af plads i arresthuse og fængsler. Heller ikke fængselspersonalet er blevet opgraderet som politiet er det. De oplever i stigende grad at deres opgave i fængsler, der er fyldt til randen mere er at være ”fangevogtere” end nogen der skal sikre at folk ikke falder tilbage i kriminalitet efter endt straf.
Et forhold hvor mulige kriminelle skal vente 1-2 år på at komme for en domstol er ikke godt for vores retsfølelse. Vi har behov for at der er en tæt sammenhæng mellem lovovertrædelse, domsafsigelse og straf.
Hvad har så politikernes svar været på disse meget utrygge forhold il vores retssystem. Det har – tro det eller lad være – været at presse systemet endnu mere ved fra de konservative og socialdemokratiet at love endnu højere straffe for voldsforbrydelser, voldtægter og vanvidskørsel og bandekriminalitet.
De ved udmærket godt at hvis man går fra at få 3 års fængsel til 4 års fængsel for grov vold så er det næppe sådan at når en potentiel voldsmand til ikke at være voldelig. De taler i stedet om retsfølelsen når de ønsker straffene skærpet.
Politikerne undergraver retsfølelsen
De tænker næppe på at længere straffe gør tilværelsen endnu mere uudholdelig for de stakkels fængselsbetjente der skal håndtere endnu flere indsatte, og de tænker næppe heller på at de giver endnu mere stress til domstolene hvor den øgede straframme gør at sager skal behandles af et nævningeting med 9 dommere (6 domsmænd og 3 juridiske) i modsætning til en domsmandsret hvor der kun skal tre dommere til (1 juridisk – 2 domsmænd). Og der tænker næppe heller på hvad det betyder for retsfølelsen at de har behov for at demonstrere og overgå hinanden i hårdhed overfor kriminalitet.
Jeg savner at behovet for at imødekomme retsfølelsen bliver mere nuanceret. En valgkamp kunne være anledning til det.
Bragt i Sjællandske Medier 4.11.2023